Nyheder / Bilsalg 1. august 2024

Bilsalg i juli var mest elektrisk

image description

Elbilen udgjorde i juli mere end halvdelen af nyindregistrerede biler i Danmark. Det er en markant udvikling på bare få år.

I juli måned 2024 kom der 11.517 nye personbiler på de danske veje. Det er nogenlunde på samme niveau som samme måned sidste år, hvor der blev indregistreret 11.236 nye personbiler, hvilket svarer til en lille stigning på 3 procent.

”Bilsalget holder et fint niveau i 2024. Det indikerer, at efterspørgslen efter nye personbiler fortsat er der, og vi forventer, at det tiltager fremmod årsskiftet, så 2024 bliver et fornuftigt bilår” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Elbilerne oplevede markant fremgang

I juli 2024 oplevede elbilerne en stor stigning sammenlignet med samme måned sidste år. I alt rullede 5.934 nye elbiler ud på vejene i juli 2024, hvilket svarer til en stigning på 69 procent i forhold til juli 2023. Elbilerne er nu de dominerende på salgslisten, idet de stod for 52 procent af de samlede nyregistreringer i juli 2024.

”Elbilen er nu blevet danskernes foretrukkende valg, når der skal købes ny bil. Hvis den udvikling skal fortsætte, er det vigtigt, at afgifterne på elbiler ikke stiger. Vi har set i andre lande, hvordan øgede afgifter på biler lægger en dæmper på salget” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Top 10 modeller i juli 2024

Mærke Model Antal
Volkswagen ID.4 655
Tesla Model Y 528
Renault Austral 438
Audi Q4 e-tron 395
Volkswagen T-Roc 279
Skoda Enyaq iV 258
Kia Niro 247
Renault Scenic 245
Audi Q2 237
Volkswagen Polo 219

_

Kilde: bilstatistik.dk

Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om bilsalget i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk.

Kildeangivelse

Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk


Personbilsalget i juli

Juli blev endnu en måned med stigning i antallet af solgte personbiler. I alt blev der indregistreret 11.517 personbiler i juli 2024, hvilket svarer til en mindre stigning på 2,5 procent. Denne fremgang i bilsalget for måneden betyder, at det samlede antal indregistrerede biler år til dato har oplevet en mindre fremgang svarende til 2,4 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

I juli måned var de mest populære mærker henholdsvis Volkswagen, Audi og Renault.

Antallet af elbiler steg markant

Elbilerne har oplevet vækst i det seneste lange stykke tid, og det fortsatte også i juli måned 2024. Her steg elbilsalget med 68,8 procent sammenlignet med juli måned sidste år, idet der blev indregistreret 5.934 elbiler i juli 2024. Det fik det samlede antal nyregistrerede elbiler år til dato op på 44.889. Det svarer til en stigning på 51,3 procent sammenlignet med samme periode i 2023.

I alt udgjorde elbilerne 51,5 procent af det samlede personbilsalg i juli måned 2024, hvilket vil sige, at lidt over hver anden personbil var på el.

Plug-in hybridsalget oplevede tilbagegang

I juli måned blev der indregistreret 445 nye plug-in hybridbiler, hvilket er et fald på 710 sammenlignet med juli 2023, hvor antallet lå på 1155. Plug-in hybriderne udgjorde dermed kun 3,86 procent af det samlede bilsalg, hvilket viser et fald på 61,5 procent. Tilbagegangen er en del af den overordnede tendens, hvor nyregistreringer af plug-in hybrider har været faldende over en længere periode. Samlet set er salget år til dato faldet med 59,3 procent sammenlignet med samme periode i 2023.

Forklaringen skal findes i elbilernes popularitet, som både er støttet af bedre teknologi og et langt større udvalg end tidligere. Elbilsalget nyder desuden godt af lavere afgifter, mens rabatten i afgiften til plug-in hybriderne er under udfasning.

Elbilerne var de mest foretrukne biler

Salget i juli 2024 blev drevet frem af elbilerne, som tydeligt var den mest foretrukne drivlinje. Elbilerne opnåede en markedsandel på 51,5 procent, hvilket er en stigning på 20,2 procentpoint sammenlignet med juli sidste år. Benzindrevne biler oplevede en stor tilbagegang på 14,3 procentpoint i forhold til juli 2023, hvilket resulterede i, at benzin havde en markedsandel på 21,8 procent i juli 2024. Derudover faldt plug-in hybrider også tilbage i markedsandel, som endte på 3,9 procent, hvilket svarer til et fald på 6,4 procentpoint. De øvrige drivmidler oplevede ændringer på under ét procentpoint.

Samlet set udgjorde de opladelige biler, bestående af el og plug-in hybrider, 55,4 procent af de samlede nyregistreringer i juli 2024.

SUV-Segmentet fortsætter med stigende popularitet

Juli 2024 blev en måned, hvor J: SUV segmentet steg markant i popularitet. SUV segmentet steg med 7,2 procentpoint sammenlignet med juli 2023, og udgjorde dermed 60,9 af det samlede bilsalg i juli måned i år. Det så dog anderledes ud for B: Lille segmentet, som faldt med 8,2 procentpoint, hvilket vil sige, at segmentet havde en andel svarende til 10,6. På trods af tilbagegangen, er segmentet B: Lille fortsat det næstmest populære segment. Derudover er segmenterne E: Premium og M: MPV begge steget med henholdsvis 2,1 procentpoint og 2 procentpoint i juli 2024 sammenlignet med juli 2023. Der var mindre forskydninger i de resterende segmenter.


Fordelingen mellem købs- og leasing andel 

Andelen af leasing stod samlet set for 58,06 procent af det samlede antal anskaffelser i juli 2024. Det svarer til et mindre fald sammenlignet med juli sidste år, hvor andelen var på 60,2 procent. Privatleasing oplevede en stigning i deres andel på 4,1 procentpoint sammenlignet med juli sidste år, hvorimod erhvervsleasing oplevede en tilbagegang på 6,3 procentpoint. Andelen af privatleasing i juli måned var næsten den højeste i det seneste år, som kun er blevet overgået af april måned i 2024.

Yderligere oplysninger

Citater mv.
Mads Rørvig
Adm. direktør

Fakta 

Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatørerfinansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenster og biludlejning. 

Kildeangivelse

Gengivelse af tekst: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk