Registreringsafgiften på elbiler står til at stige markant efter 2025. Det vil bremse udrulningen af elbiler i Danmark og dermed den grønne omstilling af vejtransporten.

Personbiler i Danmark står for omkring 20 procent af CO2-udledningen, og der er derfor stort potentiale for CO2-reduktion i flere elbiler på vejene. Den nuværende afgiftsmodel lægger op til, at registreringsafgiften på elbiler kommer til at stige betydeligt fra 2026. Det risikerer at sætte en kæp i hjulet på elbilsalget og dermed omstillingen af transportsektoren. Der er nu politisk mulighed for at sikre en grønnere fremtidig bilpark ved at holde afgifterne i ro. 

Historien viser, at danskerne er ekstremt følsomme overfor afgiftsændringer, ligesom bilkøberne i vores nabolande. Eksempler fra både Sverige og Tyskland har vist, at det går ud over elbilsalget, når afgiftsincitamenter fjernes for hurtigt. Vi forventer derfor en markant ændring af danskernes købeadfærd fra 2026, hvis elbilerne bliver dyrere, og de fossile biler til sammenligning bliver gjort relativt mere økonomisk attraktive. 

Hvis afgifterne holdes i ro, kan vi undgå at elbilsalget styrtdykker som et resultat af store prisforskelle mellem elbiler og fossile biler. Det vil bidrage til den grønne omstilling og de danske klimamål.