I 2020 havde den daværende regeringen en ambition om 1 million grønne biler i Danmark i 2030. Mobility Denmark gør status over hvordan udviklingen forløber.
Den socialdemokratiske regering indgik i december 2020 sammen med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten en aftale om ”Grøn omstilling af vejtransporten”. En del af aftalen var en ambition om, at der skulle være 1 million grønne person- og varebiler på de danske veje i 2030, og flere tiltag i aftalen skulle understøtte denne målsætning, bl.a. en rabat i registreringsafgiften til nulemissionsbiler. På trods af målet om 1 million biler var initiativerne i aftalen estimeret til at medføre 775.000 grønne person- og varebiler i år 2030.
Siden december 2020 har elbilerne fundet vejgreb i Danmark. Ved udgangen af 2020 fandtes der 31.867 elbiler i Danmark, mens vi netop i oktober måned 2024 er rundet 300.000 elbiler. Milepælen kom knap fire måneder efter, at der kunne tælles en kvart million elbiler i den danske bestand, hvilket illustrerer det høje forandringstempo i bilparken. Samtidig har andelen af elbiler udgjort mere end 50 procent af nyregistreringerne hver måned siden maj 2024. Den hastige udvikling skyldes bl.a. teknologiske fremskridt på elbilområdet og et øget udvalg af elbiler, mens også politiske beslutninger om f.eks. nedsat registreringsafgift giver danskerne stærke økonomiske incitamenter til at vælge de grønne biler til.
”Vi er meget positive over udviklingen i Danmark og danskernes store appetit på de grønne biler. Dog kan vi også konstatere, at der fortsat skal udvikles på området, hvis ambitionen om 1 million grønne biler i 2030 skal indfries. Vi ser, at andelen af elbiler i nysalget i øjeblikket stiger stødt måned efter måned, og det er rigtig glædeligt, for vi når ikke i mål med en elandel på 50 procent. Som udviklingen ser ud nu, er det dog forventeligt, at vi kommer i mål, hvis omstillingen fortsat støttes af de rette politiske initiativer,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
På trods af den imponerende udvikling i antallet af elbiler gennem de seneste par år er det vigtigt, at den ikke stagnerer. Der mangler fortsat at komme knap 700.000 nye elbiler til over de næste seks år, og det vil sige, at langt størstedelen af de nye biler, der vil blive registreret i Danmark, skal være elbiler. Derfor er det helt afgørende, at forandringen ikke tages for givet, men understøttes af politiske tiltag.
”Der er igennem de seneste år kommet flere tiltag, der støtter omstillingen til en grønnere vejtransport. Antallet af elektriske personbiler er dog især afhængig af en god ladeinfrastruktur, god konkurrence på lademarkedet samt økonomiske incitamenter til at købe grønne biler. Vi kan se, at mange lande i Europa er udfordrede i udviklingen pga. elbilernes pris, og vi kan se fra vores nabolande, at det har konsekvenser at fjerne den økonomiske støtte til grønne valg for tidligt. Det er derfor vores forhåbning, at regeringen vil se vigtigheden i at holde afgifterne i ro, når de reviderer registreringsafgiften for elbiler til næste år,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Formålet med aftalen var at reducere CO2-udledningen fra vejtransporten, da det skulle bidrage til 2030-målet om, at CO2-udledningen i Danmark skal reduceres med 70 procent sammenlignet med år 1990. Der er derfor nævnt flere andre områder i aftalen, hvor udledningen kan reduceres, men uden klare målsætninger. Det gælder bl.a. omlægningen af den tunge transport, delebiler og samkørsel samt miljøzoner.
”For et par måneder siden åbnede en ny pulje til grønne lastbiler, som vi forventer vil have en positiv effekt på området, og i efteråret vedtages også forslaget om at give kommunerne lov til at indføre nulemissionszoner – et forslag, der desuden har bredt politisk flertal. Det er glædeligt, at der er fokus på vejtransporten, for der kan være en stor klimagevinst at hente, hvis omstillingen understøttes politisk,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Grafen herunder viser udviklingen i bestanden af elektriske personbiler fra 2020-2024 og Regeringens estimerede klimafremskrivninger fra 2025-2030. Klimafremskrivningerne præsenteres med en vis usikkerhed og Mobility Denmark vurderer, at udviklingen kan vende f.eks. i tilfælde af, at afgifterne på elbiler stiger.
Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenster og biludlejning.
Gengivelse af tekst: Mobility Denmark
Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk