Februars bilsalg lå på et stabilt niveau sammenlignet med samme måned sidste år, men andelen af privatleasing vokser, og blev i februar brugt som finansieringsform til hver fjerde indregistreret bil.
Bilsalget i februar bød på 11.218 nye biler og lå dermed på et stabilt niveau i forhold til samme måned sidste år – dog med et lille fald på 3 procent. Der har dog ikke været stille på bilmarkedet, som har oplevet flere andre forskydninger. Blandt andet er der over årene sket en markant stigning i andelen af privatleasing, der udgjorde 24 procent af de nye biler i februar 2024 mod 17 procent i februar 2023 og 13 procent i februar 2022.
“Der er stor appetit på biler blandt danskerne og god aktivitet i landets showrooms. Samtidig kommer de store forandringer og udsving på markedet med en grad af usikkerhed, som påvirker forbrugernes købsadfærd. Flere efterspørger sikkerhed og fleksibilitet, når de skal have ny bil, og her er privatleasing en oplagt mulighed, som er blevet betydeligt mere populær over de seneste år” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Ovenpå januar måned, hvor andelen af elbiler lå på det laveste niveau i flere måneder, som resultat af en midlertidigt højere registreringsafgift, er andelen af elbiler igen vokset i februar. Der blev i februar registreret 4.974 nye elbiler, og de udgjorde 44 procent af alle nyregistreringer, hvilket betyder, at knap hver anden nye bil var en elbil:
“Selvom elbilsalget fik en lidt hård start på 2024, har vi store forventninger til året. Elbilerne fylder gradvist mere i bilsalget og vi har en forventning om, at elbiler kommer til at udgøre over 50 procent af alle nye biler i år. Det gavner den grønne omstilling,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
De Danske Bilimportører udsender hver måned en pressemeddelelse om bilsalget i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk
Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: De Danske Bilimportører
Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk
2023 var et år med gentagende fremgange for personbilsalget, når man sammenligner med samme måned året forinden. 2024 startede hårdt ud med et fald på 14,9 procent i januar, mens resultatet for februar 2024 var mere positivt. I februar blev der registreret 11.218 nye personbiler, hvilket er 372 færre biler end i februar 2023. Det svarer til et fald på 3,2 procent. Det tyder på, at markedet er kommet i gang igen oven på resultatet fra januar.
Elbilerne var den eneste af drivlinjerne, der oplevede fremgang i februar måned. Der blev registreret 4.974 nye elbiler, hvilket er 58,2 procent flere end i februar året forinden, hvor antallet af nye elbiler var 3.144. Elbilerne udgjorde dermed 44,3 procent af det samlede personbilsalg i februar måned 2024. Andelen af elbiler steg kraftigt i forhold til januar, hvilket formentlig skyldes, at det øgede bundfradrag i registreringsafgiften for elbiler trådte i kraft den 1. februar. Det betød, at der har været penge at spare ved at vente med at registrere til februar.
Der blev registreret 657 færre nye plug-in hybrider i februar 2024 sammenlignet med februar 2023, hvilket svarer til et fald på hele 58,2 procent. Antallet af nye plug-in hybrider har været faldende siden registreringsafgiftsaftalen fra 2020, hvor tidligere gunstige afgiftsvilkår løbende udfases. Gennem hele 2023, og nu ind i 2024, har der været nedgange i registreringstallene måned for måned. Plug-in hybridernes andel af det samlede personbilsalg er faldet fra 10,2 procent i februar 2023 til 4,7 procent i februar 2024.
I februar 2024 var der forskydninger i drivmiddelfordelingen sammenlignet med februar 2023. El var det eneste drivmiddel, der forøgede sin markedsandel. El gik 17,2 procentpoint frem og udgjorde en andel på 44,3 procent af det totale marked i februar. Benzin, der var det største drivmiddel i februar 2023, dumpede ned på en andenplads med en markedsandel på 30,4 procent. Andre større tilbagegange var at finde blandt plug-in hybriderne og fuldhybriderne, som gik tilbage med hhv. 5,5 og 1,3 procentpoint i markedsandele og endte begge med andele på 4,7 procent.
De opladelige personbiler, som udgøres af elbilerne og plug-in hybriderne, udgjorde i februar måned 2024 49 procent af indregistreringerne.
SUV-segmentet har længe været interessant for forbrugerne i Danmark, og i februar 2024 var det også SUV-segmentet der voksede mest. Her steg segmentets markedsandel med 5,6 procentpoint, hvilket bragte SUV'erne op på en markedsandel på hele 57,6 procent. SUV-segmentet blev dermed det markant største segment for danske bilister og mere end dobbelt så stort som det næststørste segment. Foruden SUV-segmentet var der også fremgang til segmentet D: Stor, som gik frem med 2,2 procentpoint og udgjorde 7,4 procent af markedet i februar. Trenden peger på en større interesse for de større biler, hvor de større segmenter høster fremgange på bekostning af de mindre. Den største tilbagegang var at finde blandt det lille segment, som gik tilbage med hele 6,2 procentpoint.
Internt i SUV-segmentet var der fremgang til 3 ud af 6 SUV-segmenter. Den største fremgang var til de mellemstore SUV'er, som gik frem med 3,4 procentpoint. Herudover gik premium-SUV'erne frem med 2,8 procentpoint. Det var på bekostning af de store SUV'er, som oplevede en nedgang på hele 6,3 procentpoint. Det mest populære SUV-segment var de mellemstore, som, med fremgangen i februar 2024, udgjorde en andel på 46,7 procent.
Andelen af privatleasing er steget meget siden februar 2023. I 2024 udgjorde privatleasing 24 procent af de nye biler mod 17 procent i februar 2023. Andelen af erhvervsleasing faldt i samme periode fra 35,2 procent i februar 2023 til 31,6 procent i januar 2024. Det betyder, at andelen af køb er faldet fra 47,5 procent til 44,9 procent i perioden. Det betyder, at leasing fylder mere end køb i begyndelsen af 2024.
Det er fortsat de private anskaffelser, der fylder mest i begyndelsen af 2024 med knap to tredjedele af markedet.
De Danske Bilimportører er brancheorganisation for bilproducenternes repræsentation i Danmark. Vi repræsenterer alle nye biler (person-, vare- og lastbiler samt busser) som anskaffes i Danmark og de omfatter selvsagt alle teknologierne – el, brint, hybrider, diesel, benzin, gas.
Gengivelse af tekst: De Danske Bilimportører
Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk