Nyheder / Aktiviteter 11. september 2024

Mobility Denmark markerede 100 år med registreringsafgift 

image description

D. 10. september afviklede Mobility Denmark en konference i forbindelse med 100-året for registreringsafgiftsloven. Se billeder fra konferencen her.

Omkring 150 medlemmer, politikere, branchefolk og andre interesserede fyldte Fællessalen på Christiansborg, da Mobility Denmark markerede registreringsafgiftslovens 100-årsjubilæum i Danmark.  Loven blev vedtaget i februar 1924 og skulle oprindeligt kun have været gældende i et lille år. Som en del af arrangementet kunne gæsterne også opleve den originale registreringsafgiftslov fra 1924, som var udlånt fra Rigsarkivet.

“Vi glæder os over en veloverstået markering af en oprindeligt midlertidig bilbeskatning, der nu har været gældende i 100 år. Konferencen behandlede selvfølgelig registreringsafgiften i et historisk perspektiv, men der var mange spændende bud på afgiftens betydning for det nuværende samfund, og hvordan bilbeskatningen skal se ud i fremtiden. I Mobility Denmark håber vi, at den fortsat vil blive brugt til at fremme den grønne omstilling,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark. 

Josefine Kofoed var moderator ved konferencen og fik salen godt igennem programmet. Mads Rørvig gav ved konferencen også sit bud på, hvordan registreringsafgiften burde udformes fremadrettet. Han blev efterfulgt af Økonomiminister Stephanie Lose, som supplerede med regeringens perspektiv på afgiften. I forlængelse heraf bidrog analysechef Otto Brøns fra tænketanken CEPOS med et oplæg om registreringsafgiftens rolle i statens økonomi, mens skatteordfører for Venstre, Jan E. Jørgensen, reflekterede over den danske bilbeskatning i fremtiden. 

Andre talere havde en mere praksis- og markedsorienteret tilgang til registreringsafgiften. Blandt dem var partner i DLA Piper og specialist inden for skatteret og afgifter, Artur Bugsgang, som behandlede registreringsafgiften i praksis. Jan Lang fra Schibsted, som er ansvarlig for markedsindsigter, fremlagde en analyse af registreringsafgiftens indflydelse på brugtbilmarkedet. 

“Vi er meget taknemmelige for de deltagende gæster og for vores talere, som præsenterede deres analyser og holdninger. Vi blev præsenteret for både politiske perspektiver, økonomiske analyser og meget andet, der bidrog til en grundig gennemgang af registreringsafgiftens betydning. Vi ønskede, at arrangementet kunne bringe nye vinkler, der kunne skabe debat og refleksion blandt gæsterne, og det lykkedes,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark. 

Mobility Denmark vil gerne takke alle fremmødte og talere ved konferencen, og vi håber igen at se mange til vores kommende arrangementer. 

Se billeder fra konferencen herunder:

Yderligere oplysninger

Mads Rørvig
Adm. direktør

Fakta 

Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatørerfinansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenster og biludlejning.