Nyheder / Politik 28. marts 2022
Bemærk: Denne nyhed er over 3 måneder gammel

Installer 14.000 offentlige ladepunkter i EU om ugen

image description

Det er nødvendigt for at opnå EU’s mål om en CO2 reduktion for personbiler på 55% i 2030.

Mens der sker en stor stigning i udbuddet af grønne biler, har udviklingen af offentlig ladeinfrastruktur problemer med at følge trop. En ny analyse fra McKinsey viser, at der på tværs af EU skal være 6,8 millioner offentlige ladepunkter i 2030, for at det er muligt at nå målet om en CO2 reduktion for personbiler på 55%. Dette tal er næsten dobbelt så stort som det EU-kommissionen har fremlagt i deres forslag ’Alternative Fuels Infrastructure Regulation’, som på nuværende tidspunkt er under forhandling i Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd.

“Tallene i rapporten afviger en del fra tallene fra EU-kommissionen, hvilket indikerer, at behovet for en hurtig udbredelse af flere ladestandere er større end tidligere antaget”, siger Mads Rørvig, adm. Direktør for De Danske Bilimportører.

På nuværende tidspunkt installeres der lige under 2000 ladepunkter om ugen i EU, hvilket er syv gange mindre end det nødvendige antal for at nå målsætningerne om CO2-reduktion. Hvor antallet af genopladelige biler i EU er tidoblet de sidste fem år, er der kun kommet 2,5 gang så mange offentlige ladestandere i samme periode.

“Det har længe været tydeligt, at udbygningen af ladenetværket går for langsomt. Rapporten viser hvad der konkret skal gøres fra politisk hånd, og hvorfor det er essensielt at få etableret flere ladestandere med det samme” siger Mads Rørvig.

Investeringer i ladestandere er selvfølgelig store beløb, men det er en lille del af de samlede investeringer i infrastrukturelle projekter. Eksempelvis vil investeringer i ladestandere, ud fra McKinseys beregninger, kun udgøre 16% af det beløb der investeres i 5G og højhastighedsinternet. Derudover medfører investeringer i ladeinfrastruktur store miljømæssige fordele. Når det kommer til ladeinfrastruktur til lastbiler, afviger behovet substantielt fra personbiler, både i forhold til placeringer, plads og strømniveau. Analysen konkluderer, at lastbiler vil have behov for 279.000 ladepunkter i 2030, for at imødekomme den grønne omstilling. Det er derfor centralt, både i forhold til last- og personbiler, at få udvidet ladeinfrastrukturen nu.