I dag er der nu en kvart million helt elektriske personbiler på de danske veje, hvilket markerer en vigtig milepæl, der bringer Danmark tættere på grønnere transport.
Nu kan der igen sættes ny rekord for antallet af elbiler i Danmark. D. 11 juni 2024 kan der tælles en kvart million elbiler i den danske bilbestand, hvilket betyder, at elbilerne udgør næsten 9 procent af bestanden af personbiler. Den nye milepæl er nået blot 5 måneder efter, at bestanden rundede 200.000
”Elbilsalget har virkelig taget fart de seneste år, og for hver måned fylder elbilerne mere i både bilsalg og bilbestand. Det er til stor gavn for den grønne omstilling, og derfor glæder vi os over at fejre de løbende milepæle,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark (Tidl. De Danske Bilimportører).
Der er mange gode grunde til, at der er fart på elbilsalget. Ladeinfrastrukturen udvider sig, og skaber tilgængelighed og muligheder, så det bliver nemmere at være elbilejer. Samtidig udvikles elbilerne, der kommer flere modeller, og bilernes rækkevidde udvides. Dertil har det selvfølgelig også stor betydning, at elbilerne i en årrække har været afgiftsfritaget. Men afgifterne står til at blive indfaset fra 2026.
“Selvom elbilernes popularitet er stigende, er det ikke givet at elbilbestanden bliver ved med at sætte rekorder. En stigning i afgifterne fra 2026 vil medføre en opbremsning i salget, hvilket vi også har set i flere af vores nabolande. Derfor er det altafgørende for den grønne omstilling, at afgifterne holdes i ro,”siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark (Tidl. De Danske Bilimportører).
Top 20 over elbilmodeller i den danske bilbestand for personbiler
Nr. | Mærke | Model | Antal |
1 | Tesla | Model Y | 31.320 |
2 | Tesla | Model 3 | 30.764 |
3 | Volkswagen | ID.4 | 13.769 |
4 | Skoda | Enyaq iV | 12.292 |
5 | Volkswagen | ID.3 | 9.588 |
6 | Audi | Q4 e-tron | 9.276 |
7 | Hyundai | Kona | 6.850 |
8 | Polestar | 2 | 5.976 |
9 | Volvo | XC40 | 5.812 |
10 | Ford | Mustang Mach-E | 5.502 |
11 | Renault | Zoe | 5.195 |
12 | Mercedes-Benz | EQA | 5.096 |
13 | Kia | Niro | 5.050 |
14 | Tesla | Model S | 4.950 |
15 | BMW | iX3 | 4.501 |
16 | Volkswagen | ID.5 | 4.362 |
17 | Volkswagen | Golf | 4.306 |
18 | Cupra | Born | 3.961 |
19 | Renault | Megane E-Tech | 3.910 |
20 | Audi | e-tron | 3.565 |
Om Mobility Denmark
Mobility Denmark repræsenterer bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, samt finansierings- og leasingselskaber.
Gengivelse af tekst: Mobility Denmark
Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk