Nyheder / Aktiviteter 11. juni 2024

De Danske Bilimportører bliver til Mobility Denmark

image description

Brancheorganisationen De Danske Bilimportører skifter navn til Mobility Denmark som et led i at omfavne de store forandringer i branchen og nye medlemmer i foreningen.

Brancheorganisationen De Danske Bilimportører skifter navn til Mobility Denmark som et led i at omfavne de store forandringer i branchen og nye medlemmer i foreningen.

De Danske Bilimportører, der gennem 84 år har repræsenteret den autoriserede bilbranche i Danmark, skifter navn til Mobility Denmark. Det nye navn har til formål at rumme de store forandringer, som fylder i både organisationen og i branchen, og navneskiftet sker på samme dag, hvor Danmark når en vigtig milepæl: en kvart million elbiler på vejene.

Bilen er en central del af vores liv og friheden i vores hverdag og samtidig en vigtig nøgle til at nå vores klimamål. Vores branche er under stor transformation på flere niveauer, og der er fart på. Fx er der nu en kvart million elbiler i Danmark, mens der for få år siden nærmest ikke var nogen. Det er vores ambition at vise vejen frem og bidrage til nye mobilitetsløsninger. Derfor er det også naturligt, at vi skifter navn”, siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Skiftet kommer oven på en periode, hvor organisationen er vokset og har fået flere typer af virksomheder i medlemsskaren, herunder finansierings- og leasingselskaber samt ladeoperatører. Organisationen forventer, at der er flere nye medlemsgrupper på vej, og at den samlede medlemssammensætning skaber gode forudsætninger for at finde de bedste løsninger til at understøtte danskernes behov for mobilitet.

”I dag er det lige så let at dele, lease, abonnere, og leje som at eje. Og vi kan lige så let bestille bilen på mobilen som hos forhandleren. Når vi skifter til el og nye former for mobilitet, bidrager vi samtidig til den grønne omstilling. Vores organisation skal rumme alle de forskellige muligheder. For i sidste ende handler det om at bringe mennesker og varer fra A til B på nye måder. Det handler om mobilitet,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Yderligere oplysninger

Mads Rørvig
Adm. direktør

Om Mobility Denmark

Mobility Denmark repræsenterer bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, samt finansierings- og leasingselskaber.

Ikke første navneskifte

Igennem de seneste 84 år har Mobility Denmark haft flere navne: ‘Sammenslutningen af Automobil-Fabrikanter og Importører’, ‘Automobilimportørernes sammenslutning’ og senest ‘De Danske Bilimportører’.