Nyheder / Bilsalg 12. maj 2025

Varebilsalget blev mere elektrisk i april

image description

Trods tilbagegang i varebilsalget i april, voksede antallet af nye varebiler på el. Lastbilsalget var stabilt og mere end hver 10. nye lastbil kørte på el.

I april måned blev der indregistreret 1.973 nye varebiler i Danmark. Det er 1.160 færre end i april sidste år, og det svarer til en tilbagegang på 37 procent i salget. Det skal dog nævnes, at det er på niveau med 2023, og at tallene fra 2024 generelt lå på et højt niveau. På trods af tilbagegangen stiger antallet af el-varebiler stadig. I april-salget var der 516 el-varebiler, hvilket er en stigning på 72,6 procent fra sidste år.

“Selvom varebilsalget faldt i april, er der fart på omstillingen til grønne varebiler. Varebilsmarkedet har ikke været præget af den samme hurtige udvikling, som vi har set i personbilsalget, men der er alligevel sket en markant forandring på kun et år. I april 2024 var det knap hver 10. nye varebil, der var eldreven, mens hver fjerde nye varebil i sidste måned var en el-varebil,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

Der var også en lille tilbagegang i lastbilsalget i april, men salget er dog stabilt over en længere periode. Ifølge bilstatistik.dk blev der i april indregistreret 397 lastbiler, hvilket er 9,2 procent færre end i april 2024. I perioden fra januar til april 2025 var antallet af nye lastbiler dog stabilt sammenlignet med samme periode i 2024 med en lille afvigelse på 1,3 procent. Blandt de nyregistrerede lastbiler var 51 eldrevne, hvilket svarer til en elandel på 12,9 procent. Antallet af nye el-lastbiler er steget med 37,8 procent siden april 2024.

“Selvom der kommer flere el-lastbiler, er omstillingen kompleks og tager tid, men der er store CO2-besparelser at hente. På nuværende tidspunkt venter mange aktører på købsstøtten i den kommende pulje til grøn omstilling af tung vejtransport, hvilket kan mærkes i branchen. Puljen forventes at have en mærkbar effekt på udviklingen, når den komme ud at leve,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om salget af varebiler, lastbiler og busser i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk


Tilbagegang i varebilsalget

I april 2025 blev der indregistreret 1.973 nye varebiler i Danmark. Det er et markant fald på 37 procent sammenlignet med april 2024, hvor der kom 3.133 nye varebiler. Tilbagegangen i april bidrager dermed til et samlet set lavere aktivitetsniveau i varebilsmarkedet sammenlignet med sidste år.

El-varebilerne stiger i popularitet

I april 2025 blev der indregistreret 516 el-varebiler, hvilket svarer til 26,2 procent af det samlede salg. Det er en markant stigning fra april 2024, hvor der blev indregistreret 299 el-varebiler – en vækst på 72,6 procent. Samtidig faldt andelen af dieselvarebiler fra 83,3 procent til 69,2 procent. Udviklingen viser, at el-varebiler fylder markant mere i markedet.

De tunge varebiler steg markant

I april 2025 udgjorde de lette varebiler (op til 2.500 kg) 14,7 procent af det samlede salg, hvilket er et fald på 5,7 procentpoint sammenlignet med april 2024, hvor andelen var 20,4 procent. Det gør dem til den mindst solgte vægtklasse i april. De mellem-tunge varebiler (2.501–3.490 kg) havde fortsat den største andel af markedet med 54,1 procent, selvom deres andel er faldet med 2,8 procentpoint sammenlignet med samme måned sidste år. Til gengæld er andelen af varebiler i den tunge vægtklasse (over 3.491 kg) steget markant fra 22,8 procent til 31,2 procent – en stigning på 8,4 procentpoint. Dermed fyldte de tunge varebiler næsten en tredjedel af nyregistreringerne.

Lastbilsalg med mindre tilbagegang

I april 2025 blev der indregistreret 397 nye lastbiler i Danmark. Det er et fald på 9,2 procent sammenlignet med april 2024, hvor der blev registreret 437 lastbiler. Trods tilbagegangen i april ligger lastbilsalget stadig på et stabilt niveau i begyndelsen af året, efter en svag fremgang i første kvartal.

Elandelen stiger til 12,9 procent i det samlede lastbilsalg i april

I april 2025 blev der registreret 51 el-lastbiler, hvilket svarer til 12,9 procent af det samlede salg. Det er en stigning i både andel og antal sammenlignet med april 2024, hvor 37 el-lastbiler blev indregistreret og udgjorde 8,5 procent af markedet. Diesel står fortsat for størstedelen af nyregistreringerne, men andelen er faldet fra 91,1 procent sidste år til 87,2 procent i april 2025. Der blev ikke indregistreret nogen gasdrevne lastbiler i april i år, mod to sidste år. Udviklingen viser, at el-lastbiler fortsætter med at vinde indpas i markedet.

Stigning i nyregistreringerne af de lette lastbiler

I april 2025 udgjorde de tunge lastbiler (over 24 ton) 69,3 procent af det samlede salg og fastholdt dermed deres position som den mest udbredte vægtklasse. Deres andel er dog faldet med 3 procentpoint sammenlignet med april 2024, hvor de stod for 72,3 procent af nyregistreringerne. De lette lastbiler (op til 16 ton) stod for 16,6 procent af salget, hvilket er en stigning på 3,1 procentpoint i forhold til samme måned sidste år. Andelen af mellem-tunge lastbiler (16–24 ton) ændrede sig kun marginalt og udgjorde 14,1 procent mod 14,2 procent i april 2024.

Stigning i bussalget

April 2025 bød på fremgang i bussalget. I alt kom der 55 nye busser til, hvorimod der kom 43 i april sidste år. Det svarer til en stigning på 27,9 procent. Det skal bemærkes, at der bliver solgt relativt færre busser end køretøjer i de andre kategorier, og at bussalg ofte sker i større partier. Derfor er der ofte større procentmæssige udsving i bussalget sammenlignet med salget af andre køretøjer.

Kildeangivelse

Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk

Yderligere oplysninger

Citater mv.
Jonathan Schacht Halling Nielsen
Vicedirektør
Data
Kristine Bonnerup Vind
Konsulent

Fakta 

Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.

Kildeangivelse

Gengivelse af tekst: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk