I oktober var der stigninger i både det norske, svenske og danske personbilssalg. Samtidig steg elandelen i Danmark og Norge.
Der var vækst i bilsalget i alle tre skandinaviske lande i oktober måned 2024. Væksten var størst i Norge, hvor antallet af solgte biler steg med 29,4 procent, men der var også stigning i det danske salg, som voksede med 8,9 procent sammenlignet med samme måned sidste år. I Sverige lå salget på samme stabile niveau som i oktober 2023 med en mindre vækst på 0,8 procent.
“Vi følger tæt med i udviklingen på både det norske og det svenske marked. Derfor er vi også glade for, at vi i oktober måned alle kunne glæde os over et stabilt salg, der endda bød på en hel del fremgang for nordmændenes vedkommende. Vi er meget tilfredse med den stabilitet, vi har oplevet på det danske marked i år, som også gjorde sig gældende i sidste måned,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Andelen af elbiler i salget har været stigende igennem de seneste mange måneder, og i oktober måned udgjorde elbiler hele 61,3 procent af det danske bilsalg. Det er den højeste andel af elbiler i Danmark til dato. I Norge har elbilerne overtaget næsten hele markedet og udgjorde i sidste måned 94 procent af bilsalget. Den svenske elbilsandel er mærket af, at de politisk vedtagne incitamenter til at vælge elbil er blevet fjernet tidligt, og derfor er deres elandel faldet med 2,1 procentpoint sammenlignet med oktober 2023.
“Vi er meget tilfredse med den store aktivitet i det danske elbilsalg. Vi mener, at den grønne omstilling bør være en høj politisk prioritet, så man fortsat sikrer, at danskerne har incitament til at vælge elbilerne til. Det er afgørende for, at vi kan fortsætte den positive udvikling, der er i Danmark i øjeblikket,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om det skandinaviske bilsalg baseret på data fra bilstatistik.dk.
Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenster og biludlejning.
Videregivelse af tal og data fra pressemeddelelsen må kun finde sted med kildehenvisning til:
Danske data: Bilstatistik.dk
Svenske data: Bilstatistik.se
Norske data: OFV.no
På Bilstatistik.dk, OFVStatistikkk.no og Bilstatistik.se, optræder campere altid i en selvstændig kategori, hvorfor de ikke indgår i opgørelsen af registreringstal for person- og varebiler, uanset hvordan de måtte være registreret hos de nationale myndigheder. Dette drejer sig om 1.618 enheder i Norge, 2.537 enheder i Sverige og 1.101 enheder i Danmark for hele 2023. Disse tal kan leveres udspecificeret på f.eks. producentnavnet for camper-opbygningen ved henvendelse til Bilstatistik.se
Enheder der i sit land er registeret som enten vare- eller lastbil og har en totalvægt op til 3.500 kg indgår i statistikken som varebiler, mens enheder med en totalvægt over 3500 kg indgår som lastbiler.