Nyheder / Bilsalg 14. august 2026

Tempoet på elektrificeringen af lastbilsmarkedet faldt i juli

image description

Mens stadig flere nye varebiler kører på el, viser juli-tallene, at elektrificeringen endnu ikke har slået igennem på lastbilmarkedet.

Juli bød på tilbagegang i registreringerne af nye varebiler. Der blev indregistreret 1.194 varebiler, hvilket er 26,6 procent færre end i juli 2025. Trods faldet i juli ligger markedet efter årets første syv måneder på niveau med sidste år. I alt er der indregistreret 14.731 nye varebiler mod 14.747 i samme periode i 2025. Udviklingen for de elektriske varebiler gik samtidig den modsatte vej. Med 558 nyregistreringer steg antallet af el-varebiler med 18,2 procent sammenlignet med juli sidste år. Dermed udgjorde de elektriske varebiler 46,7 procent af månedens samlede nyregistreringer mod 29 procent året før, hvilket understreger den fortsatte forskydning mod el på varebilsmarkedet.

“Selvom varebilsmarkedet samlet set gik tilbage i juli, fortsatte de elektriske varebiler med at vinde terræn. Det er positivt, at elektrificeringen holder momentum, også i en måned hvor det samlede marked er mere afdæmpet. Udviklingen viser, at de elektriske varebiler i stigende grad bliver et reelt valg for virksomheder, når de skal forny deres varebiler,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

Juli blev en afdæmpet måned for de nye lastbiler. I alt blev der indregistreret 135 lastbiler, hvilket er 8,2 procent færre end de 147 nyregistreringer, der var i samme måned sidste år. Det lavere registreringstal kan blandt andet hænge sammen med overgangen til National Individuel Godkendelse, NIV, som blev obligatorisk fra 1. juli. Overgangen kan have betydet, at en del registreringer blev fremrykket til månederne op til de nye regler. Trods tilbagegangen i juli ligger årets samlede marked fortsat tæt på 2025-niveauet. Efter syv måneder er der indregistreret 3.122 nye lastbiler, svarende til et mindre fald på 1 procent, viser tal fra bilstatistik.dk. Blandt de lettere lastbiler i N2-klassen blev der i juli indregistreret to elektriske lastbiler, det samme antal som året før. For de tungere N3-lastbiler faldt antallet af elektriske nyregistreringer derimod fra 19 i juli 2025 til 10 i juli i år. Elektrificeringen er dermed fortsat relativt begrænset på lastbilmarkedet.

“Juli minder os om, at den grønne omstilling af den tunge transport ikke sker fra måned til måned i en lige linje. Tallene viser, at udviklingen fortsat er skrøbelig. Skal elektrificeringen for alvor slå igennem på lastbilmarkedet, kræver det, at det bliver et konkurrencedygtigt og driftssikkert valg for langt flere vognmænd. Derfor er det vigtigt at skabe bedre forudsætninger for investeringer i elektriske lastbiler og sikre, at både elnet og ladeinfrastruktur kan følge med udviklingen,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om salget af varebiler, lastbiler og busser i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk


Varebilerne gik tilbage i juli men fastholder sig stabilt år til dato

Nyregistreringerne af varebiler gik tilbage i juli 2026. Der kom 1.194 nye varebiler ud på vejene, hvilket er 26,6 procent færre end i juli sidste år. År til dato ligger markedet dog stort set på niveau med samme periode i 2025. I alt er der kommet 14.731 nye varebiler i år, hvilket blot er 16 færre end på samme tidspunkt sidste år.

De elektriske varebiler fortsætter fremgangen

De elektriske varebiler fortsætter fremgangen. I juli blev der indregistreret 558 nye el-varebiler, hvilket svarer til en elandel på 46,7 procent mod 29 procent i samme måned sidste år. Selvom det samlede varebilsmarked gik tilbage, steg antallet af nye elvarebiler med 18,2 procent sammenlignet med juli 2025.

Lastbilsalget holder niveau trods svag juli

Juli bød på endnu en tilbagegang i nyregistreringerne af lastbiler. I løbet af måneden blev der indregistreret 135 nye lastbiler, hvilket er 8,2 procent færre end i juli 2025. Trods faldet ligger markedet fortsat tæt på sidste års niveau. År til dato er der indregistreret 3.122 nye lastbiler, hvilket er 33 færre end i samme periode sidste år og svarer til en tilbagegang på 1 procent.

Begrænsede elandele på lastbilmarkedet

Elektriske lastbiler udgør fortsat en begrænset del af nyregistreringerne. I N2-segmentet (3,5-12 ton) blev der i juli indregistreret to elektriske lastbiler ud af i alt 15, hvilket svarer til en elandel på 13,3 procent. Det er stort set på niveau med juli 2025, hvor andelen var 12,5 procent. Blandt de tungere lastbiler i N3-segmentet (over 12 ton) blev der indregistreret 10 elektriske lastbiler ud af 120 nyregistreringer. Dermed landede elandelen på 8,3 procent mod 14,5 procent i samme måned sidste år. Tallene viser dermed, at elektrificeringen endnu fylder forholdsvis lidt i begge dele af lastbilmarkedet.

N3-lastbiler dominerer fortsat markedet

De tungeste lastbiler dominerede også markedet i juli. N3-segmentet stod for 120 af månedens 135 nyregistreringer, svarende til 88,9 procent af det samlede lastbilsalg. De lettere N2-lastbiler udgjorde de resterende 11,1 procent med 15 nyregistreringer. Fordelingen mellem de to segmenter ligger dermed næsten uændret sammenlignet med juli 2025, hvor N3-lastbilerne stod for 89,1 procent af markedet og N2 for 10,9 procent.

Nyregistrerede busser fortsætter massiv stigning

Busmarkedet fortsatte fremgangen i juli. Der blev indregistreret 79 nye busser i løbet af måneden, hvilket er næsten dobbelt så mange som i juli 2025 og svarer til en stigning på 97,5 procent. Også år til dato ligger busmarkedet tydeligt over sidste års niveau. Efter årets første syv måneder er der indregistreret 436 nye busser, hvilket er 35,8 procent flere end i samme periode sidste år.

Kildeangivelse

Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk

Yderligere oplysninger

Citater mv.
Jonathan Schacht Halling Nielsen
Vicedirektør
Data
Kristine Bonnerup Vind
Kommunikationschef

Fakta 

Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.

Metode

Opgørelsen er justeret for eldrevne N2-køretøjer med en totalvægt på op til og med 4.250 kg. Køretøjerne er teknisk registreret som lastbiler, men indgår i denne opgørelse som varebiler, da de i praksis ligger tættere på varebilssegmentet. Justeringen betyder, at de pågældende køretøjer er flyttet fra lastbil- til varebilopgørelsen i både de samlede registreringstal og drivmiddelfordelingen. Det er gjort for at give et mere retvisende billede af udviklingen i elandelen for både varebiler og lastbiler.

Kildeangivelse

Gengivelse af tekst: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk