Nyheder / Bilsalg 19. juni 2025

Stabile registreringstal for lastbiler i maj

image description

Antallet af nyregistrerede lastbiler var stabilt i maj, men el-udviklingen har fortsat begrænset fremdrift. Samtidig faldt antallet af nye varebiler i maj.

Der blev indregistreret 2.225 nye varebiler i løbet af maj måned i Danmark. Det svarer til en tilbagegang på 20,6 procent sammenlignet med maj 2024, hvor der blev registreret 577 flere varebiler. Der er en lignende tendens for udviklingen år til dato, hvor antallet af registreringer er faldet med 20,2 procent. Nedgangen skal ses i lyset af, at der blev indregistreret mange nye varebiler i 2024, men ikke desto mindre stiger salget af el-varebiler fortsat.

“På trods af flere måneders tilbagegang i salget, udvikler bilparken sig stadig. I maj måned var over 30 procent af de nyregistrerede varebiler eldrevne, og antallet af nye el-varebiler er fordoblet siden sidste år. El-køretøjer bidrager til nedbringelsen af CO2 i Danmark, og derfor bør der også være gode muligheder for at elektrificere vare- og lastbilsmarkedet,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

I maj måned blev der registreret 430 nye lastbiler, hvilket er et mindre løft i forhold til samme måned sidste år. Ifølge bilstatistik.dk ligger lastbilsalget efter årets første fem måneder uændret sammenlignet med 2024 på i alt 2.071 lastbiler. Udviklingen i maj måned var præget af en højere andel af N2-lastbiler (3,5–12 ton), som udgjorde 18,1 procent af registreringerne mod 10,5 procent i maj sidste år. Inden for N2-lastbiler var 52,6 procent eldrevne, mens el-andelen blandt N3-lastbiler (over 12 ton) lå på 4 procent.

“Vi ser en vis fremgang i salget af el-lastbiler i de lettere vægtklasser, men omstillingen er endnu ikke for alvor sat i gang blandt de tungere lastbiler. Mange aktører afventer den nye pulje til grøn omstilling af tung vejtransport, og derfor forventes begrænset aktivitet på markedet for el-lastbiler, indtil det er muligt at søge støttemidler. Der er store CO2-besparelser at hente på området, og derfor bør der være flere initiativer, der styrker udviklingen,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om salget af varebiler, lastbiler og busser i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk


Tilbagegang i varebilsalget fortsætter

Der blev i maj 2025 indregistreret 2.225 nye varebiler, hvilket er 20,6 procent færre end i samme måned sidste år, hvor der blev registreret 2.802 varebiler. Tilbagegangen i maj følger den samlede udvikling for året, hvor der i de første fem måneder er indregistreret 20,2 procent færre varebiler end i samme periode sidste år.

Flere nye el-varebiler

I maj 2025 blev der indregistreret 695 el-varebiler, hvilket er mere end dobbelt så mange som i samme måned sidste år. El-andelen steg dermed til 31,2 procent mod 11,5 procent i maj 2024. Samtidig udgjorde diesel 63,2 procent af salget, hvilket er et fald fra 84,4 procent året før.

De tunge varebiler fortsætter stigning

I maj 2025 udgjorde de mellem-tunge varebiler (2.501–3.490 kg) fortsat den største andel af nyregistreringerne med 51,1 procent af markedet. Sammenlignet med maj sidste år er det dog et fald på 8,2 procentpoint. Andelen af tunge varebiler (over 3.491 kg) steg derimod til 29,2 procent, hvilket er 5,7 procentpoint højere end i maj 2024. De lette varebiler (op til 2.500 kg) stod for 19,7 procent af salget, hvilket er en mindre stigning på 2,6 procentpoint sammenlignet med samme måned sidste år. Udviklingen betyder, at de tunge og lette varebiler tilsammen nu udgør knap halvdelen af nyregistreringerne.

Lastbilsalg holder sig stabilt

I maj 2025 blev der indregistreret 430 nye lastbiler i Danmark. Det er 22 flere end i maj sidste år, svarende til en stigning på 5,4 procent. Ser man på årets første fem måneder samlet, er der indregistreret 2.071 nye lastbiler, hvilket er samme niveau som i samme periode i 2024. Dermed har lastbilsalget indtil videre været stabilt gennem årets første fem måneder.

Elandelen stiger i N2-klassen, mens den forbliver på samme niveau for N3

I maj 2025 blev der registreret 41 el-lastbiler i N2-klassen (3,5–12 ton), hvilket svarer til 52,6 procent af nyregistreringerne. Det er en stigning på 20 procentpoint i forhold til maj sidste år, hvor andelen var 32,6 procent. I N3-klassen (over 12 ton) blev der registreret 14 el-lastbiler, hvilket svarer til en andel på 4 procent mod 3,8 procent i maj 2024. Diesel forblev det dominerende drivmiddel i begge vægtklasser, mens der i maj i år blev registreret én gasdrevet lastbil i N3-klassen.

N2-klassen fortsætter med at stige i popularitet

I maj 2025 blev der fortsat indregistreret flest lastbiler i N3-klassen (over 12 ton), som udgjorde 81,9 procent af det samlede salg. Sammenlignet med maj 2024 er det dog et fald på 7,6 procentpoint, hvor N3-andelen lå på 89,5 procent. Omvendt steg andelen af N2-lastbiler (3,5–12 ton) til 18,1 procent af nyregistreringerne, hvilket er 7,6 procentpoint højere end året før. Dermed udgør N2-lastbilerne fortsat en mindre andel af det samlede marked, men væksttendensen i de lettere vægtklasser har været tydelig gennem de seneste måneder.

Bussalget i tilbagegang

I maj 2025 blev der indregistreret 66 nye busser i Danmark, hvilket er 30 færre end i maj sidste år. Det svarer til et fald på 31,3 procent sammenlignet med samme måned i 2024. I årets første fem måneder er bussalget faldet med 19 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Det skal bemærkes, at der bliver solgt relativt færre busser end køretøjer i de andre kategorier, og at bussalg ofte sker i større partier. Derfor er der ofte større procentmæssige udsving i bussalget sammenlignet med salget af andre køretøjer.

Kildeangivelse

Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk

Yderligere oplysninger

Citater mv.
Jonathan Schacht Halling Nielsen
Vicedirektør
Data
Kristine Bonnerup Vind
Kommunikationschef

Fakta 

Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.

Kildeangivelse

Gengivelse af tekst: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk