Nyheder / EU 25. november 2025

Oktober bragte fremgang i EU-bilsalg

image description

Der kom mange nye personbiler til EU i oktober måned, og især de elektriske biler oplevede medvind, med en fremgang på 38,6 procent.

Der var endnu engang fremgang i det europæiske bilsalg i oktober 2025. I EU blev der i løbet af måneden indregistreret 916.609 nye personbiler, hvilket svarer til en stigning på 5,8 procent sammenlignet med oktober 2024, hvor 866.117 nye biler blev indregistreret. Over en længere periode har bilmarkedet i EU været meget stabilt, med en mindre fremgang på 1,4 procent år til dato sammenlignet med sidste år. I alt er der blevet indregistreret 8.974.026 nye biler i EU i de første 10 måneder af 2025.

“Bilindustrien er en central del af Europas økonomi og arbejdsmarked, og derfor er det rigtigt positivt, at markedet over årets løb har været stabilt. Samtidig skaber den vedvarende forbrugerinteresse en god grobund for videreudvikling af grøn teknologi og forbedret sikkerhed,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Flere elbiler i EU

Antallet af nyregistrerede elbiler i EU steg i oktober, hvor 173.173 nye elbiler blev indregistreret. Det svarer til en stigning på 38,6 procent, eller 48.241 biler i absolutte tal, sammenlignet med oktober sidste år. Det betyder samtidig, at elbiler udgjorde 18,9 procent  af det samlede antal nyregistreringer i EU i sidste måned. I Danmark nåede elbilerne en andel på 70,6 procent af de nyregistrerede biler, med 11.405 nye elbiler på vejene. Dermed fastholder Danmark sin topplacering i EU.

“Vi har haft stor succes med den grønne omstilling af vejtransporten i Danmark, og det har gjort os til et foregangsland i EU. Det skyldes blandt andet investeringer i en stærk ladeinfrastruktur, den hurtige teknologiske udvikling af elbilerne og ikke mindst økonomiske incitamenter. Derfor er det afgørende, at der i Finansloven for 2026 fortsat prioriteres gode økonomiske vilkår for forbrugere, der ønsker at vælge en grøn bil, sådan at vi kan fastholde og videreføre elektrificeringen,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Yderligere oplysninger

Citater mv.
Mads Rørvig
Adm. direktør
Data mv.
Kristine Bonnerup Vind
Kommunikationschef

FAKTA

Bilindustrien er arbejdsgiver for 13 millioner europæere. I den europæiske union bliver der produceret knap 13 millioner biler, hvor de største producenter er Tyskland, Spanien, Frankrig og Tjekkiet (2020). På globalt plan blev der solgt 63 millioner biler, hvoraf 15.7 procent af dem blev afsat i EU i 2020, ud af de 11.7 millioner motordrevne køretøjer, var størstedelen, 10 millioner, personbiler. 5.2 millioner biler blev eksporteret af EU i 2020 og prisen for disse biler var over 900 milliarder kroner.

Kildeangivelse

Mobility Denmark, ACEA

Pressefoto

Klik her