Nyheder / Bilsalg 2. oktober 2026

Nu udgør rene benzinbiler under halvdelen af personbilerne i Danmark

image description

Elbilerne ændrer den danske bilpark markant. For første gang udgør rene benzinbiler under halvdelen af personbilerne på de danske veje.

Andelen af rene benzinbiler er faldet markant de seneste år. De udgør nu 49,98 procent af bestanden mod godt 65 procent ved udgangen af 2020. Dermed er en grænse, der for få år siden virkede fjern, nu passeret. Rene benzinbiler betyder her biler, der alene har benzin som drivmiddel. Hybrider, mildhybrider og plug-in hybrider tæller altså ikke med, selv om de også bruger benzin.

Benzin er fortsat det mest udbredte drivmiddel blandt danske personbiler. Men elbilerne kommer hurtigt efter og udgør nu 24,3 procent af bilparken.

“Det her er et tydeligt tegn på, hvor hurtigt bilparken er ved at forandre sig. Rene benzinbiler har i årtier været helt dominerende på de danske veje. Nu udgør de mindre end halvdelen af personbilparken. Det siger noget om, hvor stærkt elbilerne er rykket på få år,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark

Elbilerne skubber benzin og diesel tilbage

Elbilerne har ikke kun reduceret andelen af benzinbiler, men også andelen af dieselbiler er faldet. I januar kunne Mobility Denmark rapportere, at der for første gang fandtes flere elbiler  end dieselbiler i den danske bestand. Elbilernes fremgang skyldes særligt, at elbilerne har været delvist fritaget for registreringsafgift, hvilket har gjort dem økonomisk attraktive.

“Danskerne har taget den grønne omstilling til sig, og det kan vi nu se direkte i bilparken. Derfor hænger det dårligt sammen, at regeringen samtidig vil hæve afgiften på elbiler fra nytår. Man kan ikke have grønne ambitioner og samtidig gøre det dyrere at vælge grønt. Regeringen bør holde afgiften i ro og bruge de kommende forhandlinger til at finde en langsigtet løsning på bilbeskatningen,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Mobility Denmark opfordrer regeringen til at tage afgiftsstigningen ud af finanslovsudspillet. Organisationen mener, at en højere pris ved købet kan bremse skiftet til elbil.

Mens benzinbilerne mister fodfæstet, åbner Elbilmessen 2026

Milepælen falder samtidig med, at Elbilmessen åbner i Herning. Her kan danskerne i de kommende dage opleve det voksende udvalg af elbiler, som nu også kan aflæses stadig tydeligere i den samlede danske bilpark.

Mobility Denmark udgiver løbende nyheder om milepæle i den danske bilbestand, på baggrund af data fra bilstatistik.dk. 

Top 20 over elbilmodeller i den danske bilbestand for personbiler

Nr. Mærke Model Antal
1 Tesla Model Y 53.332
2 Volkswagen ID.4 47.148
3 Tesla Model 3 41.719
4 Skoda Enyaq iV 41.545
5 Volkswagen ID.3 33.470
6 Audi Q4 e-tron 25.081
7 Skoda Elroq 18.652
8 Mercedes-Benz EQA 17.913
9 Cupra Born 13.172
10 Hyundai Kona 13.090
11 Toyota bZ4X 12.554
12 Polestar 2 12.499
13 Mercedes-Benz EQB 11.407
14 Volvo XC40 11.086
15 Volkswagen ID. Buzz 10.674
16 BMW iX3 10.612
17 Volkswagen ID.5 10.041
18 Mini 3-dørs 9.649
19 Volkswagen ID.7 9.391
20 BMW iX1 9.031

Yderligere oplysninger

Citater mv.
Mads Rørvig
Adm. direktør
Data mv.
Kristine Bonnerup Vind
Kommunikationschef

Om Mobility Denmark

Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.

Kildeangivelse

Gengivelse af tekst: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk

Data og definition

Rene benzinbiler defineres her som biler, der alene har benzin som drivmiddel. Hybrider, mildhybrider og plug-in hybrider tæller altså ikke med, selv om de også bruger benzin.