Nyheder / Bilsalg 30. april 2025

Nu er der 400.000 elbiler i Danmark

image description

Der er nu 400.000 elbiler i Danmark, hvilket understreger den hastige udvikling i retning af en grønnere bilpark.

Der er fortsat højt tempo på udrulningen af elbiler i Danmark, og der kan nu tælles 400.888 elbiler i den danske bilbestand. Det betyder, at der er kommet 100.000 elbiler til på blot et halvt år siden oktober 2024, hvor bilparken rundede 300.000 elbiler. Den markante vækst vidner om et marked i hastig udvikling, hvor elbilerne spiller en stadig større rolle i danskernes hverdag og bilvalg.

“At vi allerede har nået 400.000 elbiler, viser, hvor hurtigt den grønne omstilling af bilparken skrider frem. Vi bevæger os med stor hastighed mod målet om 1 million grønne biler i 2030, og udviklingen illustrerer, at flere og flere danskere er klar til at tage elbilen til sig,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Bag den stigende udbredelse af elbiler ligger flere afgørende faktorer, herunder afgiftsfritagelser, som har gjort elbilen økonomisk attraktiv for mange danskere. Danskerne er prisfølsomme, og de økonomiske forhold er derfor en vigtig overvejelse i valget om ny bil. Derfor er det helt centralt, at der fortsat skabes gode økonomiske rammer, hvis elbilernes udvikling skal fortsætte.

“Vi står med en historisk mulighed for at skabe en ny og mere fremtidssikret bilbeskatningsmodel. Den hidtidige udvikling i elbilsalget har kun været mulig på grund af en afgiftsstruktur, der har gjort det økonomisk attraktivt at vælge elbilen til. Det kan hurtigt vende, som vi har set i vores nabolande, og derfor er det afgørende, at der fortsat sikres gunstige vilkår for elbilerne fra politisk hånd,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.

Mobility Denmark udgiver løbende nyheder om milepæle i den danske bilbestand, på baggrund af data fra bilstatistik.dk.

Top 20 over elbilmodeller i den danske bilbestand for personbiler

Nr. Mærke Model Antal
1 Tesla Model Y 40.291
2 Tesla Model 3 36.837
3 Volkswagen ID.4 26.318
4 Skoda Enyaq iV 23.235
5 Volkswagen ID.3 19.363
6 Audi Q4 e-tron 15.103
7 Mercedes-Benz EQA 10.560
8 Polestar 2 9.195
9 Hyundai Kona 9.135
10 Volvo XC40 7.890
11 Volkswagen ID.5 7.124
12 Kia Niro 7.053
13 Cupra Born 6.896
14 Mercedes-Benz EQB 6.454
15 Ford Mustang Mach-E 6.417
16 BMW iX3 6.392
17 Renault Zoe 5.846
18 Renault Megane E-Tech 5.418
19 Hyundai Ioniq 5 5.293
20 Fiat 500 5.133

Yderligere oplysninger

Citater mv.
Mads Rørvig
Adm. direktør
Data mv.
Kristine Bonnerup Vind
Konsulent

Om Mobility Denmark

Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.

Kildeangivelse

Gengivelse af tekst: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk