Bilsalget i april voksede markant med 27 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Blandt alle nye personbiler var 30 procent privatleaset.
Andet kvartal starter lovende for bilsalget. April bød på 15.323 nye personbiler, hvilket er til 27 procent flere end i april sidste år. Privatleasing, som løbende er blevet mere populært, udgjorde i april 30 procent af nyregistreringerne, hvilket repræsenterer en betydelig stigning fra sidste års 17 procent.
”Mens bilsalget i første kvartal lå på et stabilt niveau uden de store udsving, er der kommet fart på i april, hvilket er tydeligt illustreret i den store stigning. Usikkerhed kan dog stadig findes på markedet, hvilket er en af grundene til, at privatleasing fortsat bliver mere populært,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.
Elbilerne har også oplevet markant fremgang. Der kom 6.581 nye elbiler på vejene i april, svarende til en stigning på 90 procent sammenlignet med april 2023. Det betyder, at elbilerne udgjorde 43 procent af nyregistreringerne i april.
”Det er glædeligt at se den vedvarende fremgang for elbiler i Danmark, som er afgørende for den grønne omstilling. Dog bør politikerne være opmærksomme på, at kommende afgiftsstigninger kan risikere at bremse udviklingen, og det er derfor afgørende at afgifterne holdes i ro,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.
Mærke | Model | Antal |
Renault | Megane E-Tech | 671 |
Volvo | EX30 | 615 |
Peugeot | 208 | 604 |
Citroen | C3 | 489 |
Volkswagen | ID.4 | 484 |
Audi | Q4 e-tron | 437 |
Tesla | Model Y | 437 |
Opel | Corsa | 365 |
Peugeot | 5008 | 358 |
Peugeot | 3008 | 303 |
De Danske Bilimportører udsender hver måned en pressemeddelelse om bilsalget i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk
Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: De Danske Bilimportører
Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk
April satte skub i personbilsalget efter tre måneder, hvor bilsalget har ligget på et stabilt niveau. I april blev der indregistreret 15.323 personbiler, hvilket svarer til en positiv udvikling på 27,1 procent. Fremgangen i april betyder, at det samlede antal biler, som indtil videre er solgt i 2024, ligger højere end samme periode sidste år.
I april måned var de mest populære mærker Peugeot, Volkswagen og Toyota.
April måned bød på 6.581 nye elbiler, hvilket næsten er en fordobling af antallet af nyregistrerede elbiler fra april 2023, som var 3.446. Tilvæksten svarer til en fremgang på 89,9 procent og fik det samlede antal nyregistrerede elbiler år til dato op på 22.821. Det er en stigning på 32,9 procent sammenlignet med samme periode i 2023.
Elbilerne udgjorde 42,9 procent af personbilsalget i april, og det mest populære segment blandt de elektriske biler var de mellemstore SUV'er.
I april måned blev der indregistreret 772 nye plug-in hybridbiler, hvilket er 746 færre end i april 2023, hvor antallet var 1518. Det svarer til et fald på 49,1 procent, og det negative resultat er karakteristisk for den generelle udvikling i antallet af plug-in hydrider, der udelukkende er gået tilbage i antallet af nyregistreringer i mere end et år. År til dato ligger salget 53,6 procent lavere end de samme fire måneder af 2023.
Forklaringen på den dalende interesse i plug-in hybriderne skal til dels findes i aftalen om registreringsafgift fra 2020, som har resulteret i, at gunstige afgiftsfritagelser er under udfasning, men også at elbilerne er blevet markant mere populære.
Den opladelige andel af biler, som udgøres af elbiler og plug-in hybrider, lå på 48 procent af nyregistreringerne i april. Grundet plug-in hybridernes svindende andel af bilsalget måned for måned, så udgøres de opladelige biler hovedsageligt af elbiler. Elbilerne udgjorde 43 procent ud af de samlede indregistreringer, hvorimod plug-in hybriderne til sammenligning blot udgjorde 5 procent. Det betyder, at elbiler udgjorde 90 procent af gruppen af opladelige biler i nyregistreringerne i april 2024, hvilket er en stigning på 20 procentpoint fra april 2023, hvor elbilerne udgjorde 70 procent af de opladelige biler.
April måned lagde sig i rækken af måneder, hvor SUV-segmentet er vokset i popularitet, hvilket følger en trend i markedet, hvor danskerne viser større interesse for SUV'erne. Det gjorde sig også gældende i første kvartal af 2024. SUV'ernes markedsandel steg fra 51,1 procent til 56,4 procent. Det er dermed 5,3 procentpoint højere end i april 2023 og SUV-segmentet er derfor det fortsat mest populære blandt danskerne.
Foruden SUV-segmentet gik segmentet B: Lille frem med 2 procentpoint sammenlignet med april 2023. Det skete især på bekostning af segmenterne A: Mikro og D: Stor som gik tilbage med hhv. 3,1 og 3,9 procentpoint. C: Mellem segmentet oplevede en mindre tilbagegang på 0,4 procentpoint. Resten af segmenterne havde det til fælles, at de alle havde mindre forskydninger på under 1 procentpoint.
Internt i SUV-segmentet var interessen størst for de mellemstore SUV'er, som, til trods for en lille tilbagegang i andel på 3,7 procentpoint, udgjorde 47,8 procent af de nyregistrerede SUV'er. De store SUV'er oplevede en lidt større tilbagegang på i alt 3,9 procentpoint. Den største fremgang var til de mindste SUV'er, som gik frem med 4,8 procentpoint. Derudover var der fremgang til SUV'erne i Premium-segmentet, som forøgede deres andel med 2,3 procentpoint til 3,5 procent af de nyregistrerede SUV'er.
Leasing vinder interesse blandt danskerne, hvor særligt privatleasing bliver mere populært. I april lå privatleasingandelen på 30,4 procent, hvilket er mere end 13 procentpoint højere end i april 2023. Den samlede leasingandel udgjorde 60,5 procent i april, hvilket kun er 1,6 procentpoint højere end året forinden. Det skyldes, at erhvervsleasingandelen er gået markant tilbage. Andelen af erhvervsleasing er faldet med 11,8 procentpoint fra 41,9 procent til 30,1 procent.
Når den private andel af leasing er steget så markant, er økonomisk usikkerhed og høje renter, som særligt påvirker private, blandt forklaringerne.
De Danske Bilimportører er brancheorganisation for bilproducenternes repræsentation i Danmark. Vi repræsenterer alle nye biler (person-, vare- og lastbiler samt busser) som anskaffes i Danmark og de omfatter selvsagt alle teknologierne – el, brint, hybrider, diesel, benzin, gas.
Gengivelse af tekst: De Danske Bilimportører
Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk