Nyheder / Bilsalg 12. februar 2025

Lastbilsalget stiger i årets første måned

image description

Mens der var et mindre fald i salget af varebiler i januar måned, steg lastbilsalget med 7,5 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

I januar 2025 blev der indregistreret 1.816 nye varebiler i Danmark. Det er 126 færre end i januar 2024, hvor der kom 1.942 nyregistrerede varebiler på vejene, og salget er derfor faldet med 6,5 procent. Af de mere end 1.800 varebiler, der blev solgt i årets første måned, var 381 eldrevne, hvilket betyder, at 21 procent af nyregistreringerne var el-varebiler.

“Vi er meget positive over at se, at el-varebilerne stille og roligt forøger deres andel i salget. I januar kørte hver femte af de nye varebiler på el, mens kun lidt mere end hver 10. varebil var eldreven i januar-salget sidste år. Vi ser gerne, at der kommer mere tempo på, men udviklingen er ikke desto mindre på rette vej,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, Vicedirektør i Mobility Denmark.

I løbet af januar 2025 blev der indregistreret 444 lastbiler, og det svarer til en stigning på 7,5 procent sammenlignet med samme måned sidste år, hvor der blev indregistreret 413 lastbiler. Diesel-lastbiler har fortsat en dominerende position på markedet og udgjorde i januar 90,5 procent af salget, mens el-lastbilerne udgjorde 8,8 procent. Elandelen i lastbilsalget er dog steget markant sammenlignet med januar 2024, hvor el-lastbiler kun udgjorde 2,7 procent af nyregistreringerne.

“Lastbilsalget er kommet godt fra start i 2025 med flotte registreringstal. Den forandring i drivmiddelfordelingen, vi har set i personbiler og delvist i varebiler, særligt i det seneste år, er desværre ikke så fremtrædende i lastbilsalget, selvom der er sket en positiv udvikling. Der er stort potentiale for en CO2-reducering ved at omlægge den tunge transport, som de rette politiske rammer kan hjælpe godt på vej,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, Vicedirektør i Mobility Denmark.

Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om salget af varebiler, lastbiler og busser i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk


Mindre fald i varebilsalget

Der blev solgt 1.816 nye varebiler i løbet af januar måned 2025. Det svarer til et mindre fald på 6,5 procent sammenlignet med januar 2024, hvor der blev indregistreret 1.942 varebiler. Det er en mindre forskel på 126 køretøjer.

Hver femte varebil kørte på el

Blandt de nyregistrerede varebiler i januar måned kørte 381 af dem på el, og det svarer til at omkring hver femte nye varebil var eldreven. El-varebilerne udgjorde 21 procent af salget i sidste måned, og salget af el-varebiler er steget med 77,2 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

Små ændringer i vægtklassefordelingen

Varebilerne i den lette vægtklasse (op til 2.500 kg) fyldte mindre i varebilsalget i januar 2025 sammenlignet med januar 2024. I sidste måned udgjorde de lette varebiler 17,4 procent af salget, mens de for et år siden udgjorde 20,8 procent, og andelen er derfor faldet med 3,4 procentpoint. Modsat var varebilerne i den mellem-tunge vægtklasse (2.501 - 3.490 kg) og i den tunge vægtklasse (over 3.491 kg) steget. De mellem-tunge varebiler sad på størstedelen af salget med en andel på 53,5 procent af, hvilket er en stigning på 1,7 procentpoint sammenlignet med januar 2024. Varebilerne i den tunge vægtklasse udgjorde 29,1 procent af salget i sidste måned, hvilket ligeledes er en stigning på 1,7 procentpoint.

Lastbilsalget stiger

Januar måned bragte 444 nye lastbiler ud på de danske veje, og det er en stigning i salget på 7,5 sammenlignet med samme måned sidste år. I januar 2024 blev der indregistreret 413 lastbiler, og antallet af solgte lastbiler er derfor steget med 31.

El-lastbiler fylder lidt mere

Der blev indregistreret 39 el-lastbiler i januar måned, hvilket er en markant stigning sammenlignet med januar 2024, hvor der blev indregistreret 11 el-lastbiler. El-lastbilerne udgjorde 8,8 procent af salget i januar, hvorimod de kun udgjorde 2,7 procent for et år siden. Selvom der er sket en positiv udvikling i elandelen af nyregistreringerne, er der stadig brug for en yderligere elektrificering af lastbilsmarkedet.

Mellem-tunge lastbiler vinder frem

Andelen af lastbiler i den mellem-tunge vægtklasse (16-24 ton) steg betydeligt i sidste måned sammenlignet med januar 2024. Bland indregistreringerne i januar 2025 udgjorde de mellem-tunge lastbiler 25 procent af salget, og det svarer til en stigning på 7,3 procentpoint. Også andelen af lastbiler i den lette vægtklasse (op til 16 ton) steg , dog noget mindre markant med 3,8 procentpoint, og de udgjorde 10,6 procent af salget i januar måned. De tunge lastbiler (over 24 ton) udgjorde stadig den største del af salget, men en markedsandel på 64,4 procent i januar måned, men andelen er faldet med 11,1 procentpoint sammenlignet med januar sidste år.

Lille fald i bussalget

I sidste måned blev der indregistreret 51 busser i Danmark. Til sammenligning blev der solgt 77 nye busser i januar 2024. Salget er derfor faldet med 33,8 procent. Bussalget er dog generelt præget af større udsving end de øvrige køretøjskategorier, da der bliver solgt relativ færre busser, samtidig med at bussalg ofte sker i større partier.

Klik her

Kildeangivelse

Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk

Yderligere oplysninger

Citater mv.
Jonathan Schacht Halling Nielsen
Vicedirektør
Data
Kristine Bonnerup Vind
Konsulent

Fakta 

Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.

Kildeangivelse

Gengivelse af tekst: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk