Lastbilsalget var stabilt i første kvartal, og 9,4 procent af de nye lastbiler var eldrevne. Modsat faldt varebilsalget med 12,3 procent, mens mere end hver 5. varebil kørte på el.
I alt blev der indregistreret 5.945 varebiler i første kvartal, hvilket er et fald på 12,3 procent sammenlignet med samme periode i 2024, hvor der blev registreret 6.776 nye varebiler. Til gengæld var andelen af el-varebiler blandt nyregistreringerne godt 23 procent, hvilket er en markant stigning fra sidste år, hvor andelen var 11,2 procent.
“Der er sket et fald i antallet af nye varebiler i første kvartal, men det er baseret på et højt udgangspunkt, og vi fortsætter med at følge udviklingen. Første kvartals registreringstal viser også, at hver femte nye varebil kører på el, hvilket er positivt for den grønne omstilling,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.
Der var vækst i lastbilsalget i marts måned, hvor der blev indregistreret 416 lastbiler, hvilket er 3 procent flere end i marts 2024. Igennem hele første kvartal af 2025 har antallet af nyregistrerede lastbiler været stabilt med en marginal stigning på 1,5 procent. Samtidig har 9,4 procent af de nye lastbiler i 2025 været el-lastbiler, hvilket betyder, at knap hver 10. solgte lastbil var eldreven. Det er en stigning sammenlignet med de første tre måneder af 2024, hvor kun 6,8 procent af salget var el-lastbiler. Det viser tal fra bilstatistik.dk.
“Selvom der er flere el-lastbiler nu end for et år siden, er det fortsat under 10 procent af nyregistreringerne, der er eldrevne. Derfor glæder vi os over den nye politiske aftale, der udmønter en stor del af puljen til grøn omstilling af vejtransporten i år. Der er mulighed for store CO2-besparelser ved at omlægge den tunge transport, men omstillingen er byrdefuld og kompleks – og derfor er det meget positivt med politisk støtte til området,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.
Læs nyheden om puljen til omstilling af den tunge vejtransport her.
Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om salget af varebiler, lastbiler og busser i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk
I marts 2025 blev der indregistreret 2.264 nye varebiler i Danmark. Det er 15,8 procent færre end i marts 2024, hvor der kom 2.690 nye varebiler ud på vejene. Igennem hele første kvartal kom der i alt 5.945 nyregistrerede varebiler på vejene, mens antallet af varebiler i de første tre måneder af 2024 nåede 6.776. Det svarer til et fald på 12,3 procent.
På trods af nedgangen i salget af varebiler vokser salget af el-varebiler fortsat. I første kvartal af 2024 blev der indregistreret 761 el-varebiler, mens antallet var steget til 1.387 el-varebiler i samme periode i 2025. Det svarer til en vækst på 82,3 procent. De eldrevne varebiler udgjorde en andel på 23,3 procent af salget i årets første kvartal.
Andelen af de lette varebiler (op til 2.500 kg) blev mindsket med 1,45 procentpoint i første kvartal 2025 sammenlignet med samme periode sidste år. De lette varebiler udgjorde 17,1 procent af salget i årets første tre måneder og var dermed den mindst solgte vægtklasse. De mellem-tunge varebiler (2.501–3.490 kg) fyldte mest i nyregistreringerne med en andel på 56 procent, mens varebilerne i den tunge vægtklasse (over 3.491 kg) udgjorde en andel på 26,9 procent. Andelen af varebiler i både den mellem-tunge og den tunge vægtklasse var steget med under ét procentpoint sammenlignet med første kvartal 2024.
Der blev indregistreret 416 lastbiler i marts måned 2025, og i alt 1.244 lastbiler i hele første kvartal. Dermed blev niveauet fra første kvartal 2024 fastholdt, hvor der blev indregistreret 1.226 lastbiler. Det svarer til en lille stigning på 1,5 procent.
I marts måned 2025 blev der indregistreret 36 el-lastbiler, hvilket svarer til en andel på 8,7 procent af det samlede antal nyregistreringer. I marts sidste år blev der dog registreret 43 el-lastbiler, som dengang udgjorde en andel på 10,6 procent. Over hele første kvartal 2025 blev der dog indregistreret 117 el-lastbiler mod kun 86 eldrevne lastbiler i 2024. Det svarer til en stigning på 40,1 procent. El-lastbiler udgjorde 9,4 procent af de nyregistrerede lastbiler i første kvartal 2025.
Selvom de tunge lastbiler (over 24 ton) fortsat var mest populære med en markedsandel på 58,6 procent, faldt andelen sammenlignet med samme periode sidste år. Her udgjorde den tunge vægtklasse 67,5 procent af det samlede lastbilsalg, og andelen er derfor mindsket med 8,9 procentpoint. Lastbilerne i den lette vægtklasse (op til 16 ton) udgjorde den mindste del af nyregistreringerne med en andel på 13,3 procent. Andelen af de lette lastbiler er steget med 3,3 procentpoint sammenlignet med første kvartal 2024. Andelen af lastbiler i den mellem-tunge vægtklasse (16–24 ton) er også steget med 5,5 procentpoint siden sidste år og udgjorde en markedsandel på 28,1 procent i første kvartal 2025.
I første kvartal blev der solgt 62 nye busser. Det er 11 færre end i første kvartal af 2024, og det svarer til et fald i salget på 15,1 procent. Det skal bemærkes, at der bliver solgt relativt færre busser end køretøjer i de andre kategorier, og at bussalg ofte sker i større partier. Derfor er der ofte større procentmæssige udsving i bussalget sammenlignet med salget af andre køretøjer.
Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark
Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk
Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.
Gengivelse af tekst: Mobility Denmark
Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk