I første kvartal var der fremgang i antallet af både nyregistrerede lastbiler og varebiler. Heraf var fremgangen størst i marts, efter to mere stabile måneder i januar og februar.
I første kvartal af 2026 blev der indregistreret 6.403 nye varebiler i Danmark. Det er en fremgang på 7,7 procent sammenlignet med samme periode året før, hvor der blev registreret 5.945 køretøjer. El-varebiler fylder mere blandt nyregistreringerne i 2026, end de gjorde for blot et år siden. I årets tre første måneder blev der indregistreret 2.238 eldrevne varebiler, og de udgjorde dermed 35 procent af det samlede antal nyregistreringer. I første kvartal af 2025 udgjorde el-varebiler 23,3 procent af markedet, og der er dermed tale om en tydelig fremgang i andelen af eldrevne køretøjer.
“I takt med at eldrevne køretøjer er blevet mere almindelige, og mere ladeinfrastruktur er blevet opført, er det blevet mere tilgængeligt at vælge el-varebiler. Det er tydeligt, at markedet har rykket sig allerede på et år, og vi forventer, at den grønne omstilling vil fortsætte på dette marked,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.
Også på lastbilsmarkedet var der fremgang i første kvartal. I årets første tre måneder blev der indregistreret 1.430 nye lastbiler, hvilket er 189 flere end i første kvartal 2025. Det svarer til en fremgang på 15,2 procent. Blandt nyregistreringerne i første kvartal var 207 el-lastbiler, hvilket svarer til en markedsandel på 14,5 procent. Elkøretøjerne fordeler sig dog ujævnt i N2- og N3-kategorierne. Mens 63,7 procent af de lette N2-lastbiler var eldrevne i første kvartal, lå elandelen på 7,9 procent blandt de tunge N3-lastbiler.
“Første kvartal har været godt på lastbilsmarkedet, men elektrificeringen har endnu ikke for alvor fået fat i den tungere gruppe af lastbiler. Der er formentlig behov for en varig og stabil forbedring af rammevilkårene ved køb og leasing af 0-emissionslastbiler, så vognmænd har sikkerhed for økonomi og forsyning, når de er klar til teknologiskiftet,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.
Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om salget af varebiler, lastbiler og busser i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk
Første kvartal bragte fremgang i varebilsregistreringer
I første kvartal blev der indregistreret 6.403 nye varebiler, hvilket er en fremgang på 7,7 procent sammenlignet med første kvartal af 2025. Fremgangen var størst i marts, hvor der blev indregistreret 2.646 varebiler – en vækst på 16,9 procent sammenlignet med samme måned sidste år.
El-varebiler indtager større del af markedet
Blandt de nyregistrerede varebiler i første kvartal var 35 procent eldrevne. Det er en forøgelse på 11,7 procentpoint sammenlignet med drivmiddelfordelingen i de tre første måneder af 2025. På trods af fremgangen i andelen af eldrevne køretøjer er diesel fortsat det mest udbredte drivmiddel med en markedsandel på 58,9 procent i første kvartal.
Lastbilmarkedet i fremgang
Der kom 1.430 nye lastbiler til Danmark i løbet af første kvartal 2026. Det er en fremgang på 15,2 procent sammenlignet med sidste år. I marts alene blev der indregistreret 530 nye lastbiler, hvilket svarer til en markant fremgang på 27,7 procent i forhold til marts 2025.
Elandel vokser blandt lastbiler
El-lastbiler udgjorde 14,5 procent af markedet i første kvartal. Det er en fremgang på 5,1 procentpoint sammenlignet med de første tre måneder af 2025. Udviklingen er størst blandt de lette lastbiler i N2-segmentet (3,5–12 ton), hvor el-lastbilerne udgjorde 63,7 procent af markedet i første kvartal – en fremgang på 8,3 procentpoint. Fremgangen var mindre blandt de tunge N3-lastbiler (over 12 ton). I dette segment udgjorde elkøretøjerne 7,9 procent af markedet i de seneste tre måneder, hvilket svarer til en fremgang på 4,7 procentpoint. Diesel fortsætter dog med at dominere markedet med en andel på 85,4 procent af det samlede antal nye lastbiler i første kvartal.
Segmentfordelingen forbliver uændret
Fordelingen af lastbiler i N2- og N3-segmentet i første kvartal af 2026 er stort set uændret sammenlignet med første kvartal 2025. N2-segmentet (3,5–12 ton) udgjorde 11,7 procent af nyregistreringerne i første kvartal, mens N3-lastbilerne (over 12 ton) udgjorde de resterende 88,3 procent. Dermed har fordelingen forskudt sig med 0,2 procentpoint sammenlignet med sidste år.
Stabilt bussalg
I første kvartal blev der indregistreret 119 nye busser, hvilket er stabilt i forhold til niveauet fra sidste år, hvor der blev indregistreret 113 busser. Eldrevne busser udgjorde 37,8 procent af det samlede antal nyregistreringer i de seneste tre måneder.
Kildeangivelse
Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark
Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk