Halvdelen af forbrugerne betaler op mod 70 procent for meget for en opladning pga. et komplekst marked med uigennemsigtige prisstrukturer, viser rapport fra Konkurrencerådet. De Danske Bilimportører er enige i, at der skal sikres bedre konkurrence på lademarkedet og støtter i ny rapport op om rådets 7 anbefalinger – herunder et forbud mod “bundling”.
Der bør indføres et forbud mod bundling af ydelser på hjemme- og udeopladning. Det er budskabet fra De Danske Bilimportører i et nyt politisk forslag, der støtter op om Konkurrencerådets syv anbefalinger til bedre konkurrence på markedet for opladning af elbiler og supplerer anbefalingerne med yderligere forslag.
“Forbud mod konkrete markedsløsninger skal man generelt være meget påpasselig med, men Konkurrencerådet ser forbuddet som afgørende for, at der bliver skabt konkurrence på markedet. Derfor støtter vi også op om et midlertidigt forbud, så forbrugerne kan få de bedste og billigste produkter” siger Allan Skytte Christensen, Chefkonsulent i De Danske Bilimportører.
Bundling af hjemmeladning og opladning på farten i frit forbrug abonnementer findes ikke i andre lande og skal ses i sammenhæng med den danske ordning med afgiftsrefusion, hvor der skal en ladeoperatør ind over, for at forbrugeren kan få refunderet elafgiften. Med et forbud mod bundling vil det stadig være tilladt at sælge frit-forbrug abonnementer på enten ude- eller hjemmeladning, men det vil være forbudt at sælge abonnementer, der kobler frit-forbrug både ude og hjemme.
“Forbuddet mod bundling vil kun være nødvendigt frem til det punkt, hvor et udbud af frit-forbrug abonnementer er drevet af forbrugernes efterspørgsel. Men lige nu mener konkurrencerådet, at bundling af hjemme- og udeopladning forstærker problemerne på markederne og fastholder forbrugerne i lukkede ladenetværk til skade for konkurrencen,“ siger Allan Skytte Christensen, Chefkonsulent i De Danske Bilimportører.
Læs hele De Danske Bilimportørers forslag med flere anbefalinger her.