Mobility Denmark arrangerer lokalpolitiske møder hos autoriserede bilforhandlere i hele landet, i forbindelse med folketingsvalget, for at give kandidater indblik i bilparken og branchens udvikling.
I de kommende uger, frem mod folketingsvalget d. 24. marts, besøger folketingskandidater autoriserede bilforhandlere i næsten alle landets storkredse. Her får kandidaterne mulighed for at møde virksomheder og medarbejdere, der til daglig arbejder med salg, service og omstilling af bilparken. Besøgene skal bidrage til en mere praksisnær dialog om bilernes rolle i danskernes hverdag og om de rammevilkår, der påvirker bilmarkedet i disse år.
“Bilbranchen er midt i en stor forandring. Nye teknologier og flere elektriske biler ændrer både markedet og arbejdet hos forhandlerne. Derfor giver det god mening, at politikere får mulighed for at se udviklingen tæt på og tale med dem, der oplever den i praksis,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Den danske bilpark er i hastig udvikling, og i mange dele af landet fylder elbiler og nye mobilitetsløsninger stadig mere. Samtidig oplever forhandlerne, at værksteder og medarbejdere skal tilpasse sig nye teknologier og ændrede krav. Hos de lokale forhandlere kan kandidaterne få indblik i, hvordan udviklingen ser ud i praksis – fra salgsrådgivning til arbejdet på værkstederne, hvor teknologien i stigende grad bevæger sig fra mekanik til software, elektronik og højspænding.
“Den politiske debat om biler og mobilitet kan hurtigt blive abstrakt. Når man besøger en lokal forhandler, bliver det meget konkret. Her kan man se, hvordan udviklingen i bilparken faktisk ser ud, og hvad den betyder for både virksomheder og bilkøbere,” siger Mads Rørvig.
Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.