Nyheder / Bilsalg 9. juli 2025
Bemærk: Denne nyhed er over 3 måneder gammel

Flere nye lastbiler på vejene i første halvår

image description

Antallet af nye lastbiler er steget med 10 procent sammenlignet med første halvår sidste år. Antallet af nyregistrerede varebiler er til gengæld faldet – dog fra et meget højt udgangspunkt.

I årets første seks måneder blev der indregistreret 12.929 varebiler i Danmark – et fald på 16,3 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Tilbagegangen skal ses i lyset af, at registreringstallene i 2024 lå på et meget højt niveau, også i forhold til tidligere år. I juni måned var tendensen positiv med en mindre stigning på 1,6 procent i forhold til juni måned sidste år. Samtidig er der sket ændringer i drivmiddelfordelingen. Andelen af el-varebiler er steget fra knap 11 til 26,5 procent, mens dieselandelen er faldet tilsvarende. Det samlede antal el-varebiler er næsten fordoblet sammenlignet med samme periode sidste år.

“Efter en periode med ekstraordinært højt salg ser vi nu et naturligt fald og en stabilisering i antallet af nyregistrerede varebiler i første halvår. Til gengæld er elektrificeringen kommet op i tempo. Antallet af nye el-varebiler er mere end fordoblet i forhold til samme periode sidste år, og det er en udvikling, som bidrager til den grønne omstilling, selvom der er stadig er et stykke vej til mål,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

Modsat varebilsmarkedet har antallet af nye lastbiler oplevet fremgang i første halvår. 3.205 nye lastbiler blev nyregistreret, hvilket er en stigning på 10 procent i forhold til første halvår i 2024. Den største fremgang blev registreret i juni, hvor salget steg med knap 35 procent. Stigningen dækker over vækst i både N2- og N3-segmenterne. Særligt blandt de lettere N2-lastbiler (3,5–12 ton) er elandelen steget markant, og mere end halvdelen af de nye N2-lastbiler kører på el. Til gengæld ses et fald i el-lastbiler blandt de tungere N3-køretøjer.

“Vi ser klare tegn på, at el-lastbiler vinder frem i de lettere vægtklasser, men udviklingen i det tunge segment bærer præg af, at flere aktører fortsat afventer den nye støttepulje til grøn omstilling, som kan søges i efteråret. Vi forventer, at puljen vil bidrage til elektrificeringen af også de tungere køretøjer, hvilket vil medføre store gevinster for den grønne omstilling,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.

Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om salget af varebiler, lastbiler og busser i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk


Færre varebiler i første halvår trods lille fremgang i juni

Der blev i juni 2025 indregistreret 2.788 nye varebiler, hvilket er 1,6 procent flere end i samme måned sidste år, hvor der blev registreret 2.743 varebiler. Fremgangen i juni ændrer dog ikke på tendensen for året som helhed. I første halvår er der samlet indregistreret 12.929 varebiler – et fald på 16,3 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Det skal dog ses i lyset af et særligt højt niveau i første halvår 2024.

Mere end dobbelt så mange el-varebiler

I første halvår 2025 blev der registreret 3.427 el-varebiler, hvilket er over dobbelt så mange som i samme periode sidste år. El-andelen er steget markant til 26,5 procent mod 11,0 procent i første halvår 2024. Samtidig er andelen af dieselbiler faldet fra 82 til 66,7 procent, hvilket svarer til et fald på 15 procentpoint.

De tunge varebiler fylder mere

I årets første seks måneder er fordelingen mellem varebilernes vægtklasser rykket markant. De tungeste modeller – over 3.491 kg – udgjorde 28,1 procent af nyregistreringerne, en klar stigning i forhold til samme periode sidste år, hvor andelen lå på 19,5 procent. Det er en fremgang på 8,6 procentpoint. Samtidig er andelen af de letteste varebiler (op til 2.500 kg) faldet med over 7 procentpoint og står nu for 17,3 procent af markedet. Gruppen af mellem-tunge varebiler (2.501–3.490 kg) er stadig den største, men andelen er faldet en smule til 54,7 procent.

Fremgang i lastbilsalget i første halvår

Der blev i juni 2025 registreret 1.136 nye lastbiler – en markant stigning på 34,9 procent sammenlignet med samme måned sidste år. Fremgangen i juni trækker det samlede marked op for første halvår, hvor der er registreret 3.205 nye lastbiler. Det er 10 procent flere end i samme periode i 2024, hvor der blev indregistreret 2.913 lastbiler.

Omstillingen til el er udfordret blandt de tungeste lastbiler

I første halvår 2025 blev der registreret 204 el-lastbiler i N2-klassen (3,5–12 ton), hvilket er en markant stigning fra 75 el-lastbiler i samme periode året før. El står dermed for en langt større andel af nyregistreringerne i denne vægtklasse sammenlignet med 2024. Diesel udgør dog stadig hovedparten med 157 enheder. I den tungere N3-klasse (over 12 ton) ser billedet anderledes ud. Her blev der registreret 80 el-lastbiler mod 121 året før, hvilket svarer til et fald i både antal og andel. Diesel er fortsat det klart dominerende drivmiddel med 2.748 registreringer i første halvår. Det skyldes primært, at mange aktører venter på puljen til grøn omstilling af tung vejtransport, som kan søges i efteråret, hvilket har resulteret i, at mange aktører har udskudt investeringen. Samtidig ses en mindre stigning i antallet af gasdrevne lastbiler, der i år nåede op på 15 enheder i N3-klassen.

Flere lette lastbiler på markedet

N3-klassen (over 12 ton) står fortsat for størstedelen af lastbilsalget, og udgjorde i første halvår 2025 hele 88,7 procent af nyregistreringerne. Det er dog en mindre tilbagegang i andelen sammenlignet med samme periode sidste år, hvor N3 stod for lidt over 90 procent. Til gengæld er andelen af N2-lastbiler (3,5–12 ton) vokset til 11,3 procent – en stigning på 1,6 procentpoint. Dermed udgør N2 stadig en mindre del af markedet, men udviklingen peger i retning af øget aktivitet i det lettere segment.

Færre nye busser

I juni 2025 blev der registreret 47 nye busser, hvilket er 15 færre end i samme måned sidste år. Det svarer til et fald på 24,2 procent. Den negative udvikling i juni er i tråd med årets samlede billede. I første halvår er der i alt indregistreret 281 busser, hvilket er 70 færre end sidste år – et samlet fald på 19,9 procent. Det skal bemærkes, at der bliver solgt relativt færre busser end køretøjer i de andre kategorier, og at bussalg ofte sker i større partier. Derfor er der ofte større procentmæssige udsving i bussalget sammenlignet med salget af andre køretøjer.

Kildeangivelse

Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk

Yderligere oplysninger

Citater mv.
Jonathan Schacht Halling Nielsen
Vicedirektør
Data
Kristine Bonnerup Vind
Kommunikationschef

Fakta 

Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.

Kildeangivelse

Gengivelse af tekst: Mobility Denmark

Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk