Der var fremgang i varebilsalget i april, og det var de eldrevne køretøjer, der drev udvikling. Blandt de 2.091 nyregistrerede varebiler i april kørte 40,9 procent på el. Der var en lille tilbagegang i antallet af nye lastbiler.
I løbet af april blev der indregistreret 2.091 nye varebiler i Danmark. Det er en fremgang på 6,1 procent sammenlignet med april sidste år. Der har generelt været stabilitet og fremgang i varebilsregistreringerne i 2026, og samlet er antallet af nye varebiler vokset i 2026 med 7,3 procent i forhold til 2025. Også de eldrevne køretøjer fylder mere end for et år siden. I april blev der indregistreret 855 el-varebiler, hvilket var en stigning på 66 procent sammenlignet med april sidste år. El-varebilerne udgjorde dermed 40,9 procent af de nye varebiler i sidste måned.
“El-varebiler er blevet et almindeligt drivmiddel i sådan en grad, at fire ud af ti nye varebiler i sidste måned var eldrevne. Diesel er stadig det mest populære drivmiddel, men er tæt efterfulgt af el, og det vidner om, at den grønne omstilling efterhånden har fået et godt tag på dette område af vejtransporten. Elektrificeringen bidrager positivt til at reducere CO2-udledningen ved kørsel og til at forbedre luftkvaliteten,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.
Der blev indregistreret 350 nye lastbiler i april måned, hvilket er 27 færre end i samme måned sidste år. Det svarer til en lille tilbagegang på 6,8 procent, men samlet for 2026 er lastbilsmarkedet dog stabilt. Antallet af nyregistrerede lastbiler ligger på 1.800 køretøjer i de første fire måneder af 2026, hvilket er 9,9 procent over niveauet fra 2025. Andelen af el-lastbiler lå stabilt på markedet sammenlignet med april 2025 på 12,7 procent trods af afvigelsen i det samlede antal nyregistreringer.
“Der er endnu ikke kommet tempo på elektrificeringen af lastbilerne, selv om der potentielt kan være store besparelser i CO2-udledningen. Lastbilmarkedet er stabilt, og det betyder, at der findes et godt udgangspunkt for en omstilling af markedet, men det kræver, at der er en langsigtet forbedring af rammevilkårene og klare linjer, der gør det muligt for vognmændene at tage del i udviklingen,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.
Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om salget af varebiler, lastbiler og busser i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk
Vækst i antallet af varebiler
I april 2026 blev der indregistreret 2.091 nye varebiler, hvilket svarer til en fremgang på 6,1 procent. Også år til dato har varebilsmarkedet været i vækst med en stigning i antallet af varebiler på 7,3 procent over niveauet fra 2025.
Over 40 procent af varebilerne var eldrevne
Der kørte 855 nye el-varebiler på vejene i april, hvilket er en stigning i antallet af eldrevne varebiler på 66 procent sammenlignet med april sidste år. Dermed udgjorde el-varebilerne 40,9 procent af de nyregistrerede varebiler i april 2026.
Fremgang i antallet af lastbiler år til dato
Der blev indregistreret 370 lastbiler i Danmark i sidste måned, hvilket er 27 færre end i april 2025. Det svarer til en mindre tilbagegang på 6,8 procent. Dog har lastbilsmarkedet overordnet været stabilt de første fire måneder af 2026, og antallet af lastbiler er vokset med 9,9 procent sammenlignet med de første fire måneder af 2025.
Elandel på lastbilmarked er overordnet stabil
Der kom 47 el-lastbiler på de danske veje i april måned, og de udgjorde dermed 12,7 procent af det samlede antal lastbiler. Det er stort set uændret siden april sidste år, hvor elandelen lå på 12,9 procent. Blandt N2-lastbilerne (3,5-12 ton) faldt elandelen sammenlignet med samme måned sidste år fra 69 til 48,6 procent. Faldet i el-lastbiler kan dog også tilskrives tilbagegangen i antallet af lastbiler i N2-segmentet. Modsat er elandelen blevet større i N3-segmentet (over 12 ton), hvor 9 procent af de nye lastbiler i april måned var eldrevne.
Ryk i segmentfordelingen
De tunge lastbiler i N3-segmentet fylder mest på lastbilsmarkedet, og det var særligt tydeligt i april. Her udgjorde N3-lastbilerne 90,5 procent af de nye køretøjer, mens N2-lastbilerne udgjorde de resterende 9,5 procent. Det er en forskydning af segmentfordelingen fra april 2025, hvor N2-segmentet er faldet med 5,1 procentpoint, og N3-segmentet er vokset tilsvarende.
Busmarkedet udviser stabilitet
Der kom 46 nyregistrerede busser til i april 2026, og det er ni færre end i samme måned sidste år. Bussalget har over de seneste fire måneder udvist stabilitet sammenlignet med 2025, og markedet afviger kun marginalt fra sidste år med 1,8 procent.
Kildeangivelse
Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark
Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk