På bare fire år er antallet af elbiler næsten tidoblet i landkommunerne. Nu har de overhalet hovedstaden, og provinsbyerne suser helt i front.
Glem billedet af elbilen som et storbyfænomen for de få. I 2022 var hovedstadskommunerne suverænt foran med 17,7 elbiler pr. 1.000 indbyggere mod sølle 10,7 i landkommunerne. I dag er rollerne byttet om. Landkommunerne har nu 104,9 elbiler pr. 1.000 indbyggere, mens hovedstadskommunerne er sakket bagud med 104,1. Helt i front ligger provinsbykommunerne med 129,1 og oplandskommunerne med 124,8. Det viser en ny analyse fra Mobility Denmark baseret på tal fra Bilstatistik.dk, fordelt på Danmarks Statistiks kommunegrupper.
“Elbilen er ikke længere et hovedstadsfænomen. For fire år siden var hovedstaden klart foran, men nu er billedet vendt fuldstændig på hovedet. Selv landkommunerne har overhalet hovedstaden, og det siger alt om, hvor langt elbilen er nået,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Derfor er elbilen rykket ud på landet
Forklaringen er både pris og praktik. Brugte elbiler er faldet markant i pris, og flere nye modeller er kommet i de mindre og billigere klasser. Samtidig kører mange uden for de store byer langt, og jo flere kilometer, desto mere sparer man på strøm, service og drift. Oveni kommer, at flere bor i hus med egen indkørsel, hvor det er nemt at sætte en ladeboks op. Analysen viser også, at forskellene mellem kommunerne er skrumpet med omkring 30 pct. siden 2022. Elbilen er med andre ord slået igennem i hele landet.
“Elbilen er blevet et reelt valg for helt almindelige danskere i hele landet. Priserne er kommet ned, udvalget er blevet større, og når man kører meget og kan lade derhjemme, kan regnestykket hurtigt tale for sig selv. Elbilen er ikke længere forbeholdt first movers i de store byer,” siger Mads Rørvig.
Nytårsregning truer elbilkøberne
Registreringsafgiften på elbiler stiger efter planen automatisk 1. januar 2027. Det vil give en mærkbart højere pris på mange af danskernes mest populære elbil-modeller og gøre det dyrere at vælge grønt. Mobility Denmark opfordrer derfor regeringen til at stoppe afgiftsstigningen allerede i efteråret. Samtidig er et ekspertudvalg i gang med at se på fremtidens bilbeskatning, og de efterfølgende politiske forhandlinger bør ifølge Mobility Denmark bruges til én gang for alle at afskaffe registreringsafgiften på elbiler.
“Når man vil være den grønneste regering, Danmark har haft, så skal handling følge ord. Elbilen er blevet hele Danmarks bil, og det er helt skævt at sende regningen videre til de familier, der vælger grønt. Regeringen bør skrotte stigningen i efteråret og give bilkøberne klar besked i god tid før nytår,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.
Gengivelse af tekst: Mobility Denmark
| Kommunetype | 2022 | 2026 | Udvikling siden 2022 |
| Provinsbykommuner | 15,0 | 129,1 | 8,6 gange så mange |
| Oplandskommuner | 15,7 | 124,8 | 7,9 gange så mange |
| Storbykommuner | 14,1 | 116,4 | 8,3 gange så mange |
| Landkommuner | 10,7 | 104,9 | 9,8 gange så mange |
| Hovedstadskommuner | 17,7 | 104,1 | 5,9 gange så mange |
Bilbestand: Bilstatistik.dk. Befolkningstal: Danmarks Statistik.
Analysen er baseret på bilbestanden fordelt efter bilens brugerkommune. Det giver det bedste billede af, hvor bilerne faktisk anvendes, fordi leasede biler og firmabiler ellers kan være registreret hos leasingselskaber, finansieringsselskaber eller arbejdsgivere frem for hos den faktiske bruger.
Tallene er beregnet som vægtede kommunetypegennemsnit. Antal elbiler pr. 1.000 indbyggere er beregnet som samlet antal elbiler i kommunetypen divideret med samlet befolkning i kommunetypen gange 1.000. Dermed vægter kommunerne efter befolkningens størrelse og ikke som et simpelt gennemsnit af kommunernes nøgletal.
Befolkningstallene er Danmarks Statistiks kvartalsvise kommunebefolkning. Kommunegrupperne følger Danmarks Statistiks kommunegruppering fra 2018.
Kommuner i de enkelte kommunegrupper
Hovedstadskommuner
København, Frederiksberg, Ballerup, Brøndby, Dragør, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Albertslund, Hvidovre, Høje-Taastrup, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Ishøj, Tårnby, Vallensbæk, Furesø, Allerød, Hørsholm, Rudersdal, Egedal, Greve og Solrød.
Storbykommuner
Odense, Aarhus og Aalborg.
Provinsbykommuner
Helsingør, Hillerød, Køge, Roskilde, Slagelse, Næstved, Esbjerg, Fredericia, Horsens, Kolding, Vejle, Herning, Holstebro, Randers, Silkeborg og Viborg.
Oplandskommuner
Fredensborg, Frederikssund, Halsnæs, Gribskov, Holbæk, Faxe, Ringsted, Stevns, Sorø, Lejre, Middelfart, Assens, Faaborg-Midtfyn, Kerteminde, Nyborg, Nordfyns, Vejen, Syddjurs, Favrskov, Odder, Skanderborg, Ikast-Brande, Hedensted og Rebild.
Landkommuner
Odsherred, Kalundborg, Lolland, Guldborgsund, Vordingborg, Bornholm, Svendborg, Langeland, Ærø, Haderslev, Billund, Sønderborg, Tønder, Fanø, Varde, Aabenraa, Lemvig, Struer, Norddjurs, Samsø, Ringkøbing-Skjern, Morsø, Skive, Thisted, Brønderslev, Frederikshavn, Vesthimmerlands, Læsø, Mariagerfjord, Jammerbugt og Hjørring.