Det danske bilsalg var stabilt i april måned. Til gengæld var der fart på elbilsalget, hvor elbilandelen i det private bilsalg nåede 83 procent. Elbilernes succes har medført opjustering af forventningerne i nye klimafremskrivninger.
I april 2025 fik 15.118 nye biler dansk vej under hjulene. Det betyder, at bilsalget holder niveauet fra april 2024, hvor der blev indregistreret 15.315 biler med et lille fald på 1,3 procent. På trods af den marginale tilbagegang er bilsalget år til dato stabilt med en mindre afvigelse på under én procent.
”Det er positivt, at bilmarkedet i Danmark er så robust. Bilindustrien er under forandring globalt, og det påvirker også de nationale markeder. I Danmark er vi derfor glade for at opleve, at salget generelt er stabilt, selvom der også er enkelte måneder med små udsving,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Elbilsalget vokser fortsat. Ifølge data fra bilstatistik.dk blev der i april indregistreret 9.566 nye elbiler, hvilket er 45,5 procent flere end i april 2024. Elbilerne udgjorde 63,3 procent af bilsalget i april, og i bilsalget til private udgjorde elbilerne 83 procent. Elbilernes store succes i Danmark betyder, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet netop har opjusteret deres prognose for elbilernes udvikling i deres nyeste Klimafremskrivning, hvor de forventer, at der allerede i 2028 er 1 million elbiler i Danmark. Det gavner den grønne omstilling.
”Vi er enige med Klimafremskrivningen i, at antallet af elbiler vil fortsætte med at vokse i de kommende år, og vi tror tilmed, at vi kan skrue endnu mere op for ambitionerne. Men udviklingen kommer ikke af sig selv, og erfaringer fra vores nabolande har vist, at elbilsalget hurtigt kan tabe terræn, hvis incitamenter fjernes. Derfor er det vigtigt, at politikerne griber den historiske mulighed for at skabe en bilbeskatning, der permanent styrker danskernes muligheder for at købe grønnere biler ved at afskaffe registreringsafgiften på elbiler,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om bilsalget i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk.
Mærke | Model | Antal | |
1 | Skoda | Elroq | 1.031 |
2 | Volkswagen | ID.4 | 633 |
3 | Audi | Q4 e-tron | 420 |
4 | Toyota | bZ4X | 419 |
5 | Volkswagen | ID.3 | 403 |
6 | Skoda | Enyaq iV | 371 |
7 | Cupra | Formentor | 362 |
8 | Audi | A5 | 342 |
9 | Cupra | Terramar | 303 |
10 | Volkswagen | T-Roc | 303 |
Kilde: bilstatistik.dk
Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark
Videregivelse af tal og datamateriale fra pressemeddelelsen må kun finde sted med henvisning til Bilstatistik.dk.
Mobility Denmark er brancheorganisation for bilproducenter, bilimportører, ladeoperatører, finansierings- og leasingselskaber samt delebilstjenester og biludlejning.
Gengivelse af tekst: Mobility Denmark
Videregivelse af tal og datamateriale fra pressemeddelelsen må kun finde sted med henvisning til Bilstatistik.dk.