Nye tal viser, at det går stærkt fremad med danske bilers CO2-udledning under kørsel, der på 5 år er knap halveret.
I 2019 var gennemsnitsudledningen for nye danske personbiler under kørsel på 136 gram CO2 pr kilometer. Dette tal er faldet til 77 gram CO2 pr kilometer i 2023. Der er tale om et betydeligt fald på 58 gram pr kilometer, hvilket næsten er en halvering på kun 5 år.
Danmark rundede i oktober 2022 en milepæl med 100.000 elbiler på de danske veje. Sidenhen har tallet passeret 169.000 elbiler ved udgangen af september. Elbiler har alene i år udgjort 32,9 procent af nybilsalget svarende til over 40.000 nye elbiler i Danmark i 2023. Elbilerne, der er nulemissionsbiler, spiller en helt central rolle i reduktionen af CO2 udledninger i Danmark. Samtidig med tilgangen af flere nulemissionsbiler, bliver de nye biler med forbrændingsmotorer stadig mere brændstofeffektive, hvilket også bidrager til, at CO2-udledning fra nye biler samlet set er lavere.
“De nye biler – og særligt elbilerne – er vitale for at reducere CO2-udledningen i Danmark. Bilproducenterne arbejder konstant på nye og effektive løsninger, og vi kan se på udledningstallene, at det virker. Vi er stolte over, at vores produkter er med til at nedbringe Danmarks CO2-udledning og er en stor del af løsningen på at nå Danmarks ambitiøse klimamålsætninger. Vi bør derfor se på at ændre de kommende afgiftsstigninger på elbiler i 2026 så udviklingen kan fortsætte og klimamålene kan opfyldes,” siger Mads Rørvig, adm. direktør i De Danske Bilimportører.
Udledningstallene er opgjort efter EU’s Worldwide Harmonised Light Vehicle Test Procedure (WLTP) der bl.a. opgør udledningen fra biler under kørsel.
De Danske Bilimportører er brancheorganisation for bilproducenternes repræsentation i Danmark. Vi repræsenterer alle nye biler (person-, vare- og lastbiler samt busser) som anskaffes i Danmark og de omfatter selvsagt alle teknologierne – el, brint, hybrider, diesel, benzin, gas.
De Danske Bilimportører, bilstatistik.dk