2025 bød på færre nyregistrerede varebiler, mens lastbilsalget steg. Samtidig voksede andelen af eldrevne køretøjer markant, især blandt varebiler og de lettere lastbiler i løbet af hele året.
I 2025 kom der flere el-varebiler til Danmark. Året bød på en markant forskydning i drivmidlerne, hvor eldrevne varebiler fordoblede deres andel af nyregistreringerne og udgjorde 30,9 procent i 2025 mod 15,3 procent året før. Antallet af nyregistrerede varebiler endte dog samlet set lavere i 2025 end året før. I alt blev der indregistreret 25.608 nye varebiler i løbet af hele 2025, hvilket er 2.433 færre end i 2024 og svarer til et fald på 8,7 procent. Året sluttede af med 2.612 nye varebiler i december, hvilket er en stigning på 6 procent sammenlignet med december sidste år. Udviklingen i 2025 dækker over et svagt første halvår, mens salget i årets anden halvdel stabiliserede sig med enkelte måneder med fremgang.
“2025 har vist et varebilsmarked i forandring, hvor el-varebiler fylder markant mere end tidligere. Selvom det samlede antal nye varebiler er lavere end året før, er andelen af eldrevne varebiler vokset betydeligt og udgør nu knap en tredjedel af nyregistreringerne. Det peger på, at elektrificeringen i stigende grad slår igennem blandt virksomheder, når bilparken skal fornyes,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.
2025 blev et år med moderate ændringer på lastbilmarkedet, hvor udviklingen især adskilte sig mellem de forskellige vægtklasser. Samlet set blev der indregistreret 5.036 nye lastbiler, hvilket er 4,7 procent flere end i 2024. Blandt de lettere lastbiler (N2) tegnede el sig for størstedelen af væksten i segmentet. I de tungere lastbiler (N3) var udviklingen mere afdæmpet, og diesel fortsatte med at dominere, selvom antallet af el-lastbiler også her steg svagt i forhold til året før. Tallene peger på, at elektrificeringen fortsat skrider hurtigst frem i de lettere lastbilsegmenter, mens omstillingen i de tungeste køretøjer sker mere gradvist. 2025 blev afsluttet med 366 nye lastbiler i december måned, hvilket svarer til en stigning på 16,2 procent sammenlignet med december sidste år.
“Udviklingen i 2025 viser en klar forskel mellem de lettere og tungere lastbilsegmenter, når det gælder elektrificering. Hvor el vinder hurtigere indpas i N2-segmentet, er udbredelsen i de tunge lastbiler fortsat mere begrænset. Det afspejler de forskellige anvendelser og investeringsvilkår på tværs af segmenterne. Her bliver initiativer som støttepuljen til grøn omstilling af den tunge vejtransport vigtige for den videre udvikling,” siger Jonathan Schacht Halling Nielsen, vicedirektør i Mobility Denmark.
Mobility Denmark udsender hver måned en pressemeddelelse om salget af varebiler, lastbiler og busser i Danmark på baggrund af data fra bilstatistik.dk
Tilbagegang i varebilsalget i 2025
December måned markerede afslutningen af 2025. Der kom 2.612 nye varebiler til i december, hvilket er en fremgang på 6 procent. Ser man over hele året i 2025, var der dog tilbagegang. I løbet af året blev der indregistreret 25.608 nye varebiler, som er 2.433 færre, når man sammenligner med hele 2024. Det svarer til en samlet tilbagegang på 8,7 procent. Dog lå varebilsmarkedet relativt stabilt i 2025, når man sammenligner med de foregående år.
El-varebiler fyldte mere i 2025
Set over hele 2025 skete der en tydelig forskydning i drivmiddelfordelingen blandt varebiler. Eldrevne varebiler stod for 30,9 procent af nyregistreringerne, hvilket er en markant stigning fra 15,3 procent året før. Samtidig faldt andelen af dieselvarebiler til 63,8 procent mod 75,8 procent i 2024. Benzin-, plug-in hybrid- og øvrige hybridmodeller udgjorde fortsat en begrænset del af markedet. Tallene peger på, at elektrificeringen af varebilsmarkedet tog et væsentligt skridt frem i 2025, selv om diesel fortsat er den mest udbredte drivlinje.
Lastbilsalget var i fremgang i 2025
I 2025 blev der samlet set indregistreret 5.036 nye lastbiler. Det er 224 flere end i 2024 og svarer til en fremgang på 4,7 procent. Året var præget af betydelige udsving i registreringerne, hvor især juni bidrog markant til helårsresultatet, mens enkelte måneder lå under niveauet fra året før. Trods variationerne endte lastbilsalget i 2025 samlet set højere end året forinden med en fremgang på 4,7 procent.
Lettere lastbiler oplevede stor fremgang i elektrificeringen i 2025
Set over hele 2025 var der forskellig udvikling i elektrificeringen af lastbilmarkedet på tværs af segmenterne. I N2-segmentet (3,5–12 ton) steg antallet af eldrevne lastbiler markant fra 212 i 2024 til 470 i 2025, hvilket indikerer en tydelig fremgang i brugen af elektriske løsninger blandt de lettere lastbiler. I N3-segmentet (over 12 ton) var udviklingen mere afdæmpet, hvor antallet af el-lastbiler steg fra 235 til 277. Tallene viser, at elektrificeringen fortsat skrider hurtigst frem i de lettere segmenter, mens omstillingen i de tungeste lastbiler sker mere gradvist.
N2-klassen fyldte mere i løbet af året
Set over hele 2025 udgjorde de lettere lastbiler en større del af markedet end året før. N2-segmentet (3,5–12 ton) stod for 766 registreringer, hvilket svarer til 15,2 procent af lastbilsalget, en stigning på 3,2 procentpoint sammenlignet med 2024. N3-segmentet (over 12 ton) tegnede sig fortsat for hovedparten af salget med 4.266 registreringer og en andel på 84,8 procent, men andelen var lavere end året før. Udviklingen peger på en gradvis forskydning i segmentfordelingen, hvor de lettere lastbiler fylder mere i det samlede lastbilsmarked.
Stabilt bussalg i 2025
Over hele 2025 blev der indregistreret 580 nye busser. Det er tre flere end i 2024 og svarer til en samlet fremgang på 0,5 procent. Udviklingen gennem året var præget af betydelige udsving fra måned til måned, hvilket afspejler et marked, hvor større leverancer og enkeltaftaler har stor betydning for registreringstallene. På trods af perioder med lavere aktivitet end året før endte busmarkedet samlet set på et niveau, der ligger tæt på 2024.
Kildeangivelse
Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: Mobility Denmark
Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk