Der kom mere end 5.000 nye lastbiler ud på de danske veje i 2023, og flere end 300 af dem kører på el. Også blandt varebilerne var en stigende elektrificering at spore i årets løb.
I 2023 blev der indregistreret 25.751 varebiler i Danmark, hvilket er 5,2 procent færre end i 2022. Salget i årets sidste måneder var præget af vækst, men det var ikke nok til at vende årsresultatet. Varebilerne har de seneste år været underlagt de samme leveringsudfordringer som personbilerne, og det har taget længere tid, før der er kommet gang i salget:
”2023 har været et udfordrende år for varebilsalget, men der har heldigvis været fremgang i årets sidste måneder. Vi glæder os over den flotte slutspurt og håber, at de gode resultater fra 4. kvartal fortsætter ind i 2024,” siger Mads Rørvig, Adm. direktør for De Danske Bilimportører.
I 2023 kom der 5.014 nye lastbiler ud på de danske veje, hvilket svarer til en stigning på 2,9 procent. Blandt de nye lastbiler er andelen af elektriske lastbiler blevet mere end tredoblet fra sidste år, hvilket er en vigtig del af den grønne omstilling af vejtransporten, som medvirker til at reducere Danmarks samlede CO2-udledning.
”Vi glæder os over endnu et positivt år for lastbilerne. Det er også meget positivt, at der kommer flere elektriske lastbiler ud på vejene. De er dog fortsat væsentligt dyrere end alternativerne, og derfor vil det gavne omstillingen med en målrettet indsats, der prioriterer tilskud til køb af elektriske lastbiler,” siger Mads Rørvig, adm. direktør for De Danske Bilimportører.
Se De Danske Bilimportørers forslag til en tilskudsordning målrettet lastbiler.
Årets sidste kvartal, der bød på stor vækst, afløste et 3. kvartal, der var præget af nedgang. Efter et udfordrende år med en del udsving endte resultatet for varebilsalget 5,2 procent under året forinden, da der blev indregistreret 25.751 nye varebiler i 2023, hvilket er 1.421 færre end i 2022.
2023 bød på en større andel af elektriske varebiler i indregistreringerne end i 2022. Andelen af elektriske varebiler voksede fra 7,1 procent i 2022 til 11,2 procent i 2023. Det er en stigning på 4,1 procentpoint og markerer den største forskydning på varebilsmarkedet i 2022. Det er særligt blandt de lette og mellem-tunge varebiler, at elektrificeringen er i gang, hvor hhv. 15,2 og 13,2 procent af de nye varebiler var elektriske.
Det mest populære drivmiddel blandt varebilerne var, på trods af en tilbagegang i 2023 på 2,6 procentpoint, fortsat diesel. Diesel udgjorde 80,4 procent af nyregistreringerne i 2023 mod 83 procent i 2022. Andelen af plug-in hybrid varebiler voksede med 0,1 procentpoint og udgjorde 1,5 procent af markedet. De resterende drivmidler gik alle tilbage. Den største nedgang var hos benzin, som gik tilbage med 1,4 procentpoint og dermed udgjorde 4,1 procent af salget. Mild- og fuldhybriderne gik begge tilbage og udgjorde hhv. 1 og 1,8 procent af markedet i 2023.
I 2023 var der forskydninger i vægtklassefordelingen blandt varebiler. Den lettere vægtklasse (op til 2.500 kg) gik marginalt frem med 0,1 procentpoint i forhold til 2022. Den mellemtunge vægtklasses (2501 - 3.490 kg) markedsandel gik frem med 1 procentpoint og var den mest populære vægtklasse med 50,8 procent af markedet. Fremgangen i de to lettere vægtklasse kom på bekostning af den tunge vægtklasse (over 3.491 kg), der gik tilbage med 1,1 procentpoint.
Antallet af nyregistrerede lastbiler steg med 143 enheder fra 4.871 i 2022 til 5.014 i 2023, hvilket svarer til en procentvis stigning på 2,9 procent. Særligt var august en god måned for lastbilsalget, da der her blev indregistreret 836 lastbiler på én måned, hvilket var det højeste antal i flere år. Forklaringen på denne markante stigning i antallet af lastbiler kunne delvist findes i ny EU lovgivning om takografer.
Diesel var, som ved varebilerne, fortsat det mest populære drivmiddel til lastbiler 2023 med en andel på 91,5 procent. På trods af den store markedsandel var populariteten dalet sammenlignet med 2022, da drivmidlet gik tilbage med 6,2 procentpoint. Samtlige andre drivmidler oplevede derimod fremgang. Andelen af elektriske lastbiler blev mere end tredoblet i 2023, hvor andelen voksede fra 1,8 procent til 6,3 procent. Benzin og gas forøgede begge deres markedsandel med hhv. 0,4 og 0,02 procentpoint.
Der var forskydninger i vægtklassernes markedsandele i 2023 sammenlignet med 2022. Den lettere vægtklasse (op til 16 ton) var mere populær i 2023 og opnåede en markedsandel på 9,7 procent svarende til en fremgang i markedsandelen på 1,1 procentpoint. Den mellemtunge vægtklasses (16-24 ton) havde en fremgang på 0,9 procentpoint og opnåede dermed en markedsandel på 26,2 procent. Fremgangen i den lette og mellemtunge vægtklasse var på bekostning af den tunge vægtklasse (over 24 ton), hvis markedsandel faldt med 2 procentpoint. Den tunge vægtklasse var dog fortsat den suverænt mest populære vægtklasse med en andel på 64,1 procent.
I 2023 blev der indregistreret 506 busser, hvilket er 164 færre end i 2022, hvor der blev solgt 670 busser. Antallet af nye busser faldt dermed med 24,5 procent. Dog skal der, som altid, tages forbehold for, at der generelt sælges få enheder og at salg ofte sker i større partier. Derfor er analyserne baseret på et lille datasæt, som således betyder større udsving og dermed markante procentvise udviklinger.
Gengivelse af pressemeddelelsens tekstindhold bedes kildeangivet: De Danske Bilimportører
Gengivelse af tal og statistikker bedes kildeangivet: Bilstatistik.dk
De Danske Bilimportører er brancheorganisation for bilproducenternes repræsentation i Danmark. Vi repræsenterer alle nye biler (person-, vare- og lastbiler samt busser) som anskaffes i Danmark og de omfatter selvsagt alle teknologierne – el, brint, hybrider, diesel, benzin, gas.
Gengivelse af tekst: De Danske Bilimportører
Gengivelse af tal og statistik bedes kildeangivet: bilstatistik.dk