Hvor grønt kører din kommune?

Mobility Denmark og bilstatistik.dk sætter fokus på kommunernes person- og varebiler. Hvor gamle er de, og hvor stort er deres CO2 udslip?

Kommunalvalget i 2025 nærmer sig, og i den anledning lancerer Mobility Denmark i samarbejde med bilstatistik.dk undersøgelsen ”Hvor grønt kører din kommune?”. Undersøgelsen tager temperaturen på de kommunale bilflåder og giver et aktuelt overblik over, hvor langt landets kommuner er kommet med den grønne omstilling af deres køretøjer.

Kommunerne spiller en nøglerolle i den grønne omstilling af transporten. Gennem indkøb af elbiler, etablering af ladeinfrastruktur og lokal regulering er kommunerne med til at sætte retningen for, hvordan vi bevæger os mod en mere bæredygtig fremtid.

Undersøgelsen skal give et klart billede af, hvordan kommunerne bruger deres lokale handlemuligheder til at fremme den grønne omstilling. Det gælder både i forhold til indkøb af nulemissionskøretøjer, etablering af offentlig ladeinfrastruktur og udvikling af lokale tiltag som parkeringsregler, miljøzoner og grønne krav i udbud.

Resultaterne viser store forskelle mellem kommunerne, både når det gælder tempoet i elektrificeringen og omfanget af grønne investeringer. Undersøgelsen skal dermed give politikere, embedsfolk og borgere et faktabaseret grundlag for debatten om, hvordan den lokale transport kan gøres endnu grønnere i de kommende år.

Den grønne omstilling udvikler sig ujævnt fra kommune til kommune

De nyeste tal viser, at elektrificeringen af de kommunale bilflåder fortsætter i hastigt tempo. Pr. 1. september 2025 var 28,2 procent af bilerne i de kommunale bilflåder grønne biler, det vil sige person- eller varebiler, som kører på el eller gas. Heraf består langt hovedparten, nemlig 27,9 procent, af eldrevne biler. Til sammenligning udgjorde andelen af grønne biler 16,8 procent, da flåderne blev opgjort sidste gang i september 2023. Det svarer til en stigning på 11,4 procentpoint. Andelen var endnu lavere forud for kommunalvalget i 2021, hvor blot 7,9 procent af kommunernes biler var grønne.

Udviklingen fordeler sig dog meget ujævnt på tværs af landet. Flere kommuner har nu en betydelig andel elbiler, mens andre stadig næsten udelukkende kører på benzin og diesel. I en række kommuner udgør elbiler mere end halvdelen af de kommunale køretøjer, mens andelen flere steder fortsat ligger i den lave ende af skalaen.

Samsø indtager førstepladsen som landets mest elektrificerede kommune med 74 procent elbiler, tæt fulgt af Ballerup og Holbæk, der begge har over 70 procent af deres bilpark drevet af el. Solrød, Gladsaxe og Syddjurs ligger ligeledes blandt de mest grønne kommuner med elandele omkring 60 til 70 procent. I den modsatte ende findes Tønder, Vesthimmerland, Morsø og Faxe, hvor elbiler kun udgør mellem 0,5 og 2 procent af bilbestanden.

Elbilerne står stort set alene for den grønne fremgang, mens plug-in hybrider og gas- eller brintbiler kun udgør små andele. Flere kommuner har slet ingen biler på alternative drivmidler ud over el. Udviklingen vidner om, at de kommunale indkøb i stigende grad fokuserer på rene elbiler frem for overgangsteknologier, og at flere kommuner ser elektrificeringen som den mest bæredygtige vej frem.

Tallene viser også markante forskelle i de nyeste bilers CO₂-udledning. Langeland og Tønder ligger højest med henholdsvis 215 og 221 gram CO₂ pr. kilometer, mens en række kommuner – herunder Samsø, Rødovre, Albertslund og Vallensbæk – ikke har registreret nogen udledning overhovedet, fordi alle nyindkøbte biler er nulemissionskøretøjer. Det viser, at nogle kommuner allerede har omlagt deres bilflåde fuldstændigt, mens andre fortsat har et betydeligt potentiale for reduktion.

Flere faktorer ser ud til at drive udviklingen. Nye elbilmodeller, lavere priser og flere hurtigladere gør det lettere at erstatte fossile biler i den daglige drift. Samtidig vægter flere kommuner i dag klima og totaløkonomi højere i udbud og indkøb, hvilket understøtter en fortsat elektrificering i de kommende år.

Nedenfor findes en samlet oversigt over kommunernes drivmiddelfordeling og den gennemsnitlige CO₂-udledning for person- og varebiler under to år.

Drivmiddelfordeling og CO2-udledning for de kommunale bilparker

(Visning fungerer bedst på computer, hold musen over figurene for at se interaktive tal & gennemsnitlig CO2-udledning for de mindst udledende kommuner)

 

 

Brug for mere data?

Mobility Denmark samarbejder med virksomheden DBI IT A/S om levering af registreringsstatistikker. DBI IT driver en lang række løsninger til bilbranchen, herunder hjemmesiden Bilstatistik.dk. For mere information om Bilstatistik.dk og DBI IT’s andre tjenester henvises til www.dbi-it.dk.

Tallene fra Bilstatistik.dk er behandlet på baggrund af de tilgængelige oplysninger i databasen. Der kan forekomme en mindre grad af usikkerhed, da eksempelvis WLTP-værdien ikke er oplyst for alle biler. Beregningerne er derfor baseret på de køretøjer, hvor WLTP-værdien er kendt.

Drivmiddelfordelingen i kommunernes bilflåder er opgjort således, at benzinbiler også dækker over MHEV (benzin) og HEV (benzin/el), ligesom dieselbiler også dækker over MHEV (diesel) og HEV (diesel/el).

Bemærk at de kommunale bilbestande er opgjort inkl. kommunernes datterselskaber. Har du spørgsmål til vores beregninger eller behov for supplerende data, så kontakt Bilstatistik.dk (se yderligere kildedetaljer nederst på siden).

 

Bilstatistik.dk: Kommunernes bestandsopgørelser, drivmiddelfordelinger samt CO2-udledning. Data er trukket pr. 1. september 2025. Data er behæftet med mindre usikkerhed grundet mulighed for bagudrettede korrektioner i DMR.